Spring til indhold
Forside

Nyhed

Jakob Elkjær bliver pressechef på Aalborg Universitet

Lagt online: 04.09.2023

Forskning og viden fra Aalborg Universitet skal stå mere centralt i medierne, debatten, på de bonede gulve og blandt praktikere. Det er missionen for universitetets nye pressechef, Jakob Elkjær. Han tiltræder stillingen pr. 1. oktober.

Nyhed

Jakob Elkjær bliver pressechef på Aalborg Universitet

Lagt online: 04.09.2023

Forskning og viden fra Aalborg Universitet skal stå mere centralt i medierne, debatten, på de bonede gulve og blandt praktikere. Det er missionen for universitetets nye pressechef, Jakob Elkjær. Han tiltræder stillingen pr. 1. oktober.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation. Foto: Jacob Nielsen, DM

Der er mere end nogensinde brug for at stå på viden i den offentlige debat. Brug for at fortælle om de forskningsprojekter, der giver håb for fremtiden i form af grøn energi, bedre behandlinger og større trivsel blandt unge.

Derfor har Aalborg Universitet pr. 1 oktober ansat Jakob Elkjær i en nyoprettet stilling som pressechef. Han skal sætte den strategiske retning for universitetets pressearbejdet og sikre, at AAU’s forskning og uddannelser står centralt i de danske medier, og at vi er til stede i udenlandske medier.

Jakob Elkjær kommer med mange års erfaring inden for journalistik, kommunikation og ledelse – både fra landsdækkende dagblade, fagmedier og politik. Senest har han været pressechef i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.

- Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med Jakob. Han har en meget offensiv profil og et skarpt blik for at læse nyhedsbilledet og sætte dagsorden i den offentlige debat. Samtidig er han vant til at navigere i og samarbejde på tværs af politisk styrede organisationer. Jeg er sikker på, han kan hjælpe med at udvikle og løfte universitetets tilstedeværelse i den offentlige debat til nye højder, siger Susse Maria Holst, som er vicedirektør for kommunikation på AAU.

Formålet er vigtigt

Jakob Elkjær bliver leder af presseteamet i universitetets nye, samlede kommunikationsafdeling og kommer til at arbejde på campus i både København og Aalborg. Han ser frem til at starte i jobbet og vil bruge den første tid på at lære sit nye team og de faglige miljøer at kende.

- Jeg kan se mig selv i AAU’s strategi om at bidrage til en bæredygtig verden og arbejde missionsdrevet. Der er brug for mere viden i den offentlige debat. AAU har en meget virkelighedsnær profil med fokus på at finde løsninger af reelle samfundsmæssige problemstillinger. Det er et godt udgangspunkt for at blive set og hørt i medierne, så jeg glæder mig meget til i tæt dialog med forskningsgrupperne og studiemiljøerne at finde de gode historier og få dem ud over rampen, siger Jakob Elkjær.

AAU’s nye pressechef er 57 år, født og opvokset i Vordingborg og bor i dag på Østerbro i København. I sin fritid vender Jakob Elkjær plader som vinyl-DJ på Mesteren & Lærlingen og andre københavnske gå i byen-steder. Han er en del af DJ-kollektivet Rytmetilsynet og særligt tilhænger af dansemusik inden for genrerne soul og funk.

Om Jakob Elkjær

  • Bachelor i økonomi fra Københavns Universitet og kandidat i journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
  • Tidligere fellow ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
  • Tidligere kommunikationschef i FH, ansvarshavende redaktør for Magisterbladet og Forskerforum, pressechef for overborgmesteren i København, ansvarshavende redaktør for fagbladet Journalisten samt redaktør og reporter på Information, Berlingske og Politiken.
  • Modtager af Politikens Hørup Pris i 2002.
  • Modtager af Bordingprisen i 2007 for ’et dramatisk kvalitetsløft’ af fagbladet Journalisten.
  • Forfatter til bogen ’Sådan redder de journalistikken’ om moderne amerikansk dagsordenssættende webjournalistik’.