Spring til indhold.
Forside

Nyhed

International Postdoc fra Villum Fonden går til forsker på BUILD

Lagt online: 23.10.2020

Freja Nygaard Rasmussen, der er Ph.d. fra instituttet BUILD på Aalborg Universitet, er udvalgt af VILLUM FONDEN som en af seks 'International Postdocs'. Programmet er målrettet fremragende kvindelige forskere inden for det tekniske og naturvidenskabelige felt.

Nyhed

International Postdoc fra Villum Fonden går til forsker på BUILD

Lagt online: 23.10.2020

Freja Nygaard Rasmussen, der er Ph.d. fra instituttet BUILD på Aalborg Universitet, er udvalgt af VILLUM FONDEN som en af seks 'International Postdocs'. Programmet er målrettet fremragende kvindelige forskere inden for det tekniske og naturvidenskabelige felt.

VILLUM FONDEN giver bevillinger på 14 mio. kr. til seks forskere under det nye program Villum International Postdoc. Programmet er målrettet fremragende kvindelige forskere inden for det tekniske og naturvidenskabelige felt. Bevillingsmodtagernes forskningsprojekter spænder fra bæredygtighed i byggeri til fiskearters tilpasning til stigende vandtemperaturer.

Freja Nygaard Rasmussen modtager 2,21 mio. kr. til at arbejde med en ny tilgang til og brug af de miljømæssige livscyklusvurderinger, LCA, der udarbejdes på byggeri for at fastslå klimabelastningen:

- LCA er blevet enormt udbredt som følge af det generelt øgede klimafokus, men der er stor forskel på metoden alt efter, om det er små eller store beslutninger, der skal træffes. Med afsæt i byggebranchen vil jeg undersøge de miljømæssige påvirkninger ved forskellige skalaer af beslutninger om fx materialevalg og udvikle metoder til, hvordan informationen fra LCA bedst bliver bragt i spil i beslutningsprocesserne,” forklarer Freja Nygaard Rasmussen, Ph.d. på BUILD ved Aalborg Universitet.

Villum International Postdoc-programmet støtter talentfulde kvindelige forskere inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning på det tidspunkt i forskerkarriereforløbet, hvor der starter et stort frafald af kvinder på de danske universiteter:

- Vi ønsker at være med til at forebygge, at Danmark går glip af kvindelige forskertalenter inden for det tekniske og naturvidenskabelige område. Villum International Postdocs er fremragende forskere, der bliver udvalgt på baggrund af anbefalinger fra universiteter og faglig vurdering af en international forskerkomité. De seks nye bevillingsmodtagere er alle af rette støbning formet af forskningstalent, internationalt perspektiv og ambitioner om en universitetskarriere. Vores håb er, at de kan vise vejen for andre og inspirere flere talentfulde kvinder til at søge en forskerkarriere,” siger Jens Kann-Rasmussen, bestyrelsesformand i VILLUM FONDEN.

Læs mere om vindernes projekter og VILLUM FONDEN 

Foto og tekst: Villum Fonden