Spring til indhold
Forside

Nyhed

Inside synspunkt: Nyt forum for debat på AAU

Lagt online: 11.04.2019

AAU’s medarbejdere får på AAU Inside nu en platform, hvor de kan drøfte livet på AAU. Det har rektoratet besluttet efter et konkret ønske fra AAU’s tillidsrepræsentanter. Derudover udsendes AAU Insides ugentlige nyhedsbrev fremover til alle.

Nyhed

Inside synspunkt: Nyt forum for debat på AAU

Lagt online: 11.04.2019

AAU’s medarbejdere får på AAU Inside nu en platform, hvor de kan drøfte livet på AAU. Det har rektoratet besluttet efter et konkret ønske fra AAU’s tillidsrepræsentanter. Derudover udsendes AAU Insides ugentlige nyhedsbrev fremover til alle.

Af Lea Laursen Pasgaard, redaktør AAU Inside

På konkret opfordring fra AAU’s tillidsrepræsentanter har rektoratet besluttet, at AAU Inside fremover skal danne rammen om en platform, hvor medarbejdere på AAU kan vende alt det, der foregår på universitet i et for alle tilgængeligt forum.

- Vi har lyttet til tillidsrepræsentanternes ønske og håber, at mange medarbejdere vil benytte sig af lejligheden til bidrage til Inside Synspunkt, siger rektor Per Michael Johansen, som opfordrer til en åben og konstruktiv debat.

AAU Insides redaktion består af to journalister ansat i AAU Kommunikation. Alle indlæg publiceres i uredigeret form på Inside Synspunkt inden for to arbejdsdage, forudsat at de overholder et sæt fastlagte retningslinjer om bl.a. sagligt, ikke-injurierende indhold.

Tillidsrepræsentanter følger udviklingen

En følgegruppe bestående af tre repræsentanter fra tillidsværket vil følge redaktionens arbejde med Inside Synspunkt. På løbende møder skal tillidsrepræsentanter og redaktionen drøfte Inside Synspunkts udvikling og sikre, at platformen lever op til sit formål.

Inside Synspunkt erstatter ikke almindelig sagsbehandling eller dialog mellem ledelse og medarbejdere i samarbejdsorganerne. Hensigten er derimod, at Inside Synspunkt kan supplere og binde alle AAU’s ansatte tættere sammen på tværs af geografi, stilling osv. Det forklarer lektor og tillidsrepræsentant Ole Busck, som sammen med tillidsrepræsentanterne lektor Lars Rosgaard Jensen og specialkonsulent Morten Denaa udgør Inside Synspunkts følgegruppe.

- Vi håber, at Inside Synspunkt bliver en længe savnet mulighed for kritisk, saglig debat om interne forhold på AAU, som alle 3.500 medarbejdere vil følge og lejlighedsvis engagere sig i. Alle emner skal kunne vendes: forskning og uddannelse, administration, styringen af universitet, institutter og afdelinger, medbestemmelse, politiske og ressourcemæssige spørgsmål, arbejdsmiljø og arbejdsforhold i øvrigt, siger Ole Busck.

Nyhedsbrev til alle medarbejdere

For blandt andet at sikre, at alle AAU’s medarbejdere får kendskab til Inside Synspunkt, er det besluttet, at AAU Insides ugentlige nyhedsbrev fremover skal sendes ud til alle.

- Det er vigtigt, at man som medarbejder er orienteret om, hvad der foregår på universitetet som helhed. Det er vigtigt, at alle har et nuanceret indblik i, hvor vi som samlet organisation er på vej hen og hvorfor. På den måde sikrer vi også fundamentet for en god og levende dialog om livet på AAU i almindelighed – hvad enten det handler om positive eller mindre positive ytringer, siger Per Michael Johansen.

Gå til Update Synspunkt