Nyhed
Grønne og blå byrum kan redde os fra hedebølger
Lagt online: 13.08.2025

Nyhed
Grønne og blå byrum kan redde os fra hedebølger
Lagt online: 13.08.2025

Grønne og blå byrum kan redde os fra hedebølger
Nyhed
Lagt online: 13.08.2025
Nyhed
Lagt online: 13.08.2025
Af Kim Rathcke Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox
Klimaet forandrer sig. Det bliver varmere og varmere. Også i byerne.
Hedebølger er ubehagelige, men de kan også være direkte farlige og en sundhedsrisiko for indbyggerne. Derfor skal vi være bedre til at køle vores byområder ned.
Forskere har længe vidst, at grønne og blå områder i byerne kan sænke temperaturen. Men nu har to studerende fra Aalborg Universitet sat grader på effekten i København.
Nærhed til havet køler temperaturen med op til to grader inden for 150 meter. Grønne områder sænker typisk temperaturen med en halv grad. Og effekten er dobbelt så stærk – op til 1 grad – hvis man lægger de grønne områder i forbindelse med blå.
Det har Rikke Selvig Andersen og Josefine Brejnbjerg Buch, der her til sommer blev færdige på deres kandidatuddannelse i landinspektørvidenskab på Aalborg Universitet, undersøgt ved at analysere data fra København.
”Vi fandt, at blå områder i form af søer, åer eller hav kan hjælpe med at køle byen ned. Effekten afhænger af, hvilke typer af vand der er tale om. Især havet har en markant kølende effekt. Og når blå områder er i forbindelse med grønne områder med planter og træer, bliver den kølende virkning endnu stærkere”, siger Rikke Selvig Andersen.
De store mængder data kommer fra satellitter, geografiske informationssystemer og forskellige statistikker.
Analysen dokumenterer, at samspillet mellem vand og planter er vigtigt for at holde byerne køligere.
Omvendt gør asfalt og beton, som jo typisk dominerer bybilledet, at jorden ikke kan opsuge og fordele varmen. Derfor bliver København varmere, forklarer de to studerende.
Det er en vigtig indsigt, der kan hjælpe os med at planlægge byer, der bedre håndterer de stigende temperaturer og mindsker de negative konsekvenser, som varmen har på folkesundhed, energiforbrug og miljø.
”Vi har vist vigtigheden af, at vi beholder grønne og blå områder i byerne - også i kombination med hinanden,” fastslår Josefine Brejnbjerg Buch.
”Så vi håber, det kan give inspiration til fremtidig byplanlægning med denne viden om, hvilke områder der har størst effekt på temperaturen,” siger Rikke Selvig Andersen.