Spring til indhold
Forside

Nyhed

Genanvendelse af plastikemballage skal nå nye højder

Hvert år produceres 368 mio. ton plast på verdensplan (2018), og tallet stiger år for år. Af de mange ton, genbruges kun ca. 14 procent, mens resten ender på lossepladser, forbrændingsanlæg eller i verdens have. Det er et problem for både miljøets økosystem og for vores sundhed.

Nyhed

Genanvendelse af plastikemballage skal nå nye højder

Hvert år produceres 368 mio. ton plast på verdensplan (2018), og tallet stiger år for år. Af de mange ton, genbruges kun ca. 14 procent, mens resten ender på lossepladser, forbrændingsanlæg eller i verdens have. Det er et problem for både miljøets økosystem og for vores sundhed.

Blandt årsagerne til, at så lille en andel af verdens plast bliver genanvendt er blandt andet, at plasten forefindes i så store mængder og samtidig med en kæmpe diversitet. Det betyder, at forskellige typer af plast ikke nødvendigvis kan håndteres på samme måde og kræver effektiv sortering, inden det potentielt kan genanvendes.

En af de industrier, der er storforbruger af plast, er den, der producerer emballage til fødevarer og drikkevarer. I EU bliver 42 procent af alt plastemballage genanvendt, men EU har sat et mål for, at det tal skal stige til 60 procent inden for 10 år. Derfor har EU-projektet UPLIFT med AAU-forsker Cristiano Varrone i spidsen, sat sig for at øge genanvendelsesgraden for plastikemballage. UPLIFT vil blandt andet udvikle mere effektive bioprocesser til nedbrydning af ikke-genanvendeligt plastaffald i dets grundbestanddele. På den måde vil plasten kunne genbruges uendeligt, uden at det, som ved den konventionelle teknologi, er nødvendigt først at sortere og rense de forskellige plasttyper.

- For at kunne gøre en forskel er det nødvendigt, at vi spiller på flere tangenter. Første skridt er at undersøge hele værdikæden og den eksisterende infrastruktur, der i dag håndterer plastikaffald og genbrug. Det skal give os et billede af, hvad der mangler for at kunne realisere EU’s ambition. Dernæst skal vi udvikle nye biologiske metoder, der ved hjælp af enzymatiske og mikrobielle processer kan nedbryde plastikken både billigere og mere hensigtsmæssigt. Endelig skal vi også arbejde med at designe nye typer plast, der fremadrettet er lettere at dele op i fraktioner, der kan genanvendes uden at gå på kompromis med kvalitet, siger Cristiano Varrone, der er lektor på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

UPLIFT-projektet vil desuden reducere omfanget af drivhusgasemissioner, der finder sted i forbindelse produktionen af plastik. Det skal blandt andet ske ved, at fremtidens plastaffald holdes i et lukket kredsløb og ved at integrere biobaserede byggesten frem for fossilbaserede monomerer i produktionen.  

Det sidste element, som projektet også kommer til at arbejde med, er det sociale aspekt, hvor både forbrugerens, industriens og beslutningstageres rolle undersøges nærmere.

- Måske har vi ikke kun at gøre med et teknologisk problem. Måske kræver udfordringen, at der skabes en bedre synergi mellem plastindustrien, de politiske beslutningstagere, forbrugeren og de anlæg, der skal håndtere plastaffaldet, siger Cristiano Varrone

Projektet UPLIFT er finansieret af EU’s Horizon 2020-program og løber frem til 2025. Udover AAU deltager 15 partnere fra 8 forskellige lande.

Læs mere om UPLIFT-projektet her.

Kontakt

Cristiano Varrone
Lektor
Tlf.: 9940 3572
E-mail: cva@bio.aau.dk