Publiceret af strategisk rådgiver Lone Bechmann, SUND dekansekretariat
Daniel Ciampi de Andrade er ansat som lektor ved Aalborg Universitets Center for Neuroplasticitet og Smerte (CNAP). Her forsker han i forståelse af kroniske smertetilstande – nærmere bestemt hvordan og hvorfor centralnervesystemet behandler smerteinformation forskelligt fra person til person, og hvordan den kan behandles effektivt.
Selv om der findes en lang række standardiserede tilgange til smertebehandling, opnår en stor procentdel af de kronisk smerteramte ikke nogen lindring fra de gængse metoder. Det er de patienter, Daniel Ciampi de Andrade har særligt fokus på.
Ved at se på sammenhænge mellem smerteopfattelse og graden af forbindelser mellem de forskellige dele af hjernen, forsøger han at finde frem til, hvordan man kan smertebehandle ved at aflæse og efterfølgende påvirke hjernen med magnetiske impulser – en teknik, der i dag bl.a. bruges til behandling af forskellige typer hjernesygdomme.
Det Europæiske Forskningsråds (ERC) Consolidator Grant er øremærket til forskningsprojektet Personalized non-invasive neuromodulation in pain (PersoNINpain), som har til formål at udvikle en effektiv, individuelt tilpasset behandling af kroniske smerter ved hjælp af læsning af hjernebølger og modulering med magnetiske impulser. Samtidig er bevillingen en fornem anerkendelse af Daniel Ciampi de Andrades arbejde i den smerteforsknings forreste frontlinje:
- Bevillingen fra ERC er yderst velfortjent. Daniel og hans team bedriver fremragende grundforskning. Vi er stolte af, at han nu bliver en del af den eksklusive gruppe fremtrædende forskere, der modtager en ERC-bevilling. Personligt ser jeg meget frem til at følge hans forskning, siger professor Thomas Graven Nielsen, der er leder af Center for Neuroplasticitet og Smerte på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.