Af Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

”Vi lever i et samfund, der fokuserer meget på at gøre børn skoleparate. Måske skulle vi – lidt poppet sagt – i stedet fokusere på at gøre skolen børneparat,” siger Wilma Walther-Hansen, der i forbindelse med sin ph.d.-afhandling på Aalborg Universitet blandt andet har interviewet en række unge, der har erfaringer med skolefravær.

De unge fortæller om oplevelsen af at være overset, misforstået – og i nogle tilfælde føle sig direkte glemt. Det er ikke nødvendigvis manglende motivation eller evner, der holder dem hjemme, men ofte følelsen af ikke at passe ind. Og så er skolefravær forbundet med stærke følelser og modstridende reaktioner, som gør det svært for alle omkring eleven at løse problemet.

Skolefravær starter ikke altid ved det fysiske fravær

Wilma Walther-Hansen peger på, at problemer med manglende deltagelse og manglende følelse af at høre til ofte opstår, længe før børnene helt stopper med at komme i skole.

“Fravær bliver hurtigt forstået som noget klinisk eller individuelt – som noget der ’skal fikses’ i barnet. Men aktører omkring barnet kan med fordel tænke mere pædagogisk og kollektivt i sager om skolefravær. Hvordan kan vi skabe læringsmiljøer, hvor alle børn har en reel mulighed for at opleve tilhør?” spørger hun.

Et centralt begreb i hendes forskning er såkaldte resonante læringsmiljøer – altså miljøer, der vækker genklang mellem elever, lærere, og pædagoger – hvor børn bliver mødt, som de er, og ikke som de burde være, og hvor intentionen er, at børn og voksne indlader sig på relationen.

Resonante læringsmiljøer handler bl.a. om:

• At give bedre plads til forskellighed i klassefællesskabet
• At sænke tempoet i læringsmiljøerne
• At bevare en didaktisk fleksibilitet i skolens strukturer
• At turde improvisere i den pædagogiske praksis

“Jeg tror at vi har brug for mere kreativitet, leg og bevægelse. Mere plads til det ukontrollerbare og det samhørighedsskabende. Og lidt mindre fokus på synlige læringsmål og instrumentelle undervisningsmetoder,” forklarer hun.

Lærerne og pædagogerne skal tages mere med på råd 

Et problem er, at lærerne ofte bliver afkoblet for tidligt, når et barn begynder at udeblive fra skolen.

“Lærerne og pædagogerne har et særligt kendskab til eleverne, og de har mulighed for at gribe ind langt tidligere, hvis de får rum og tid til det. Nogle lærere kan opleve sig placeret som tilskuere, når skolefraværssager bliver sendt videre til andre instanser,” siger hun.

Her efterlyser forskeren en mere undrende og nysgerrig tilgang, hvor lærere, pædagoger og ledelse arbejder tættere sammen om at forstå det unikke tilfælde af skolefravær – og hvor barnets stemme også får en mere markant plads. Denne ændring i praksis kræver dog en politisk velvillighed til at styrke skoleprofessionelles vilkår og handlemuligheder for at udøve den pædagogiske dømmekraft, som skolefraværsproblematikker kalder på.

Fra kontrol til kontakt – og fra krav til kreativitet

Wilma Walther-Hansen slår fast, at hendes forskning ikke handler om at give fastlåste forklaringer. Men hun håber at bidrage til en samtale om, hvordan politikere, skoleprofessionelle og elever sammen gentænker normalitetsidealer, deltagelsesmuligheder og trivsel i skolen.

“Hvis vi som samfund insisterer på, at børn skal tilpasse sig en skole, der ikke er gearet til deres behov og værdier, risikerer vi at miste flere og flere. Alle, der arbejder med skolefravær, skal turde spørge sig selv og hinanden: Hvad er det egentlig, børnene forsøger at fortælle os med deres fravær?”

Kontakt

• Wilma Walther-Hansen, ph.d. og adjunkt UCN, tlf.: 72 69 05 07, e-mail: wwh@ucn.dk
• Nelly Sander, projektleder AAU Kommunikation og Public Affairs, tlf.: 99 40 20 18, e-mail: nsa@adm.aau.dk