Nyhed
Fra universitetskantinen til bagsædet af en politibil
Lagt online: 17.12.2025

Nyhed
Fra universitetskantinen til bagsædet af en politibil
Lagt online: 17.12.2025

Fra universitetskantinen til bagsædet af en politibil
Nyhed
Lagt online: 17.12.2025

Nyhed
Lagt online: 17.12.2025

Tekst og foto: Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs
Da Claus Elmholdt var med til at stifte LEAD, havde han ikke regnet med, at han skulle tilbringe aftener på bagsædet af en patruljevogn i Aarhus. Ikke desto mindre var det, hvad han gjorde, da LEAD blev hyret til at udvikle et nyt ledelsesgrundlag for dansk politi.
”Vi var kun fire medarbejdere på det tidspunkt, og det var vores første store kontrakt. Jeg sad i patruljebilen, i vagtcentralen, hos Økokrim og i retssalen. Det gav os et meget præcist indblik i politiets virkelighed, inden vi udviklede ledelsesgrundlaget,” fortæller Claus Elmholdt, som er faglig direktør i LEAD og AAU-lektor på deltid.
Det hele begyndte i 2013 i en frokoststue på AAU. Her sad Claus Elmholdt sammen med to psykolog- og forskerkolleger og drøftede, hvordan forskning kunne bruges mere direkte i praksis.
”Vi sad og talte om vores forskning. Og det kriblede lidt i os alle tre for at få den forskningsbaserede viden til at skabe værdi ude i verden i stedet for at kun at havne i bøger og forskningsartikler,” siger Claus Elmholdt, som selv var ved at udvikle en af Aalborg Universitets masteruddannelser i ledelses- og organisationspsykologi, som han stadig underviser på.
De to kolleger var i gang med ph.d.-projekter om Leadership Pipeline i den offentlige sektor – meget kort fortalt en teori om, at ledelse skal udøves forskelligt alt efter, om det er almindelige medarbejdere, mellemledere eller topledere, man skal lede. Det viste sig at ramme et stort behov i kommuner og stat, hvor ledelseskæderne efter kommunalreformen var udfordrede.
LEAD voksede lynhurtigt og har i dag omkring 50 fastansatte og yderligere 15 tilknyttede konsulenter. Virksomheden har to år været kåret som Gazelle og leverer i dag ydelser, som ledelsesudvikling, organisationsdesign og strategiske analyseopgaver. Kunderne, som de foretrækker at kalde partnerskaber, tæller styrelser i de danske ministerier, FN’s Fødevareprogram og mange andre både offentlige og private virksomheder.
Ifølge Claus Elmholdt skyldes en del af virksomhedens succes, at de tre stiftere var meget forskellige.
”Kristian stod for de vilde idéer og kreativiteten. Jeg var pragmatikeren og sørgede for den faglige forankring. Og Thor kom med forretningsforståelsen og erfaringen med at bygge virksomhed. Det gav os virkelig meget power,” siger han.
Selvom der ikke i 2013 fandtes støtteprogrammer for iværksættere på AAU, ligesom der gør i dag, oplevede de tre stiftere, at universitetet allerede dengang havde en kultur, der anerkendte samarbejde med praksis.
”Jeg synes, at Aalborg Universitet er vildt god til at bygge bro og understøtte vækst. Det var helt anderledes end de miljøer, jeg har oplevet på andre danske universiteter, hvor der nærmest blev set ned på praksis, og hvor teori og forskning var det fine, og praktikeren lidt andenrangs. Så efter min mening er Aalborg Universitet klart tæt på at være den danske version af Stanford University,” siger han.
Tilknytningen til AAU eksisterer stadig. Claus Elmholdt er fortsat lektor på deltid, og LEAD har løbende erhvervsph.d.-studerende indskrevet ved AAU.
Mere om LEAD