Af rektor Per Michael Johansen og lektor Martin Mølholm, hhv. formand og næstformand for Hovedarbejdsmiljøudvalget (HAMiU) på AAU

Mens forandringer for nogle er en evig kilde til fryd, begejstring og spændt forventning til ankomsten af det ukendte, er det for andre snarere det modsatte. Et varsel om urolige tider, der skaber usikkerhed og uklarhed om forventninger, giver bekymringer og fremkalder ængstelse og utryghed. Og selv om vi alle er enige om, at krigen i Ukraine er en både humanitær og politisk katastrofe, så har vi forskellige oplevelser af den risiko, som konsekvenserne har for vores liv – privat såvel som arbejdsmæssigt: Hvor sikker kan jeg være på min fremtid? I hvor høj grad har jeg selv indflydelse på tingene? Bliver mine kollegaer ved med at være de samme? Skal jeg løse andre opgaver, på andre måder, andre steder og under andre vilkår, og kan jeg finde ud af det?

I HAMiU har vi løbende fokus på netop forandringsprocessernes betydning for arbejdsmiljøet og er opmærksomme på, at det kalder på en vedvarende indsats for at sikre, at så mange som muligt føler sig trygge i takt med, at verden omkring dem skifter ham og synes at gøre det med kortere og kortere mellemrum. Det handler om tryghed. Ikke bare i forhold til nogle af ovennævnte spørgsmål, der drejer sig om konsekvenserne af selve processen. Men også i forhold til vores kultur og fællesskab. At det ikke bare er i orden at give udtryk for sin usikkerhed, ængstelser og bekymringer, men ligefrem er noget, vi sætter pris på at få bragt frem i lyset, så vi kan blive endnu bedre til at tale om, hvordan vi sammen imødekommer krav og vilkår bedst muligt.

Kultur er det, vi gør, og fællesskaber det vi giver til hinanden. Derfor bærer vi hver især på et ansvar for at sikre, at alle har det godt, føler sig inkluderet, set og mødt.
AAU’s arbejdsmiljøorganisation har imidlertid et helt særligt ansvar – både arbejdslederne og arbejdsmiljørepræsentanterne – for at sikre og sørge for, at der er den fornødne og tilstrækkelige opmærksomhed på den enkeltes trivsel i forandringerne. Og i særlig grad i de situationer, hvor vi selv måtte tænke dem banale eller trivielle. For nogle gange glemmer vi, at vi både har forskellige arbejdsvilkår, og som mennesker er forskelligt indrettet.

Det gælder således også nu, hvor vi på AAU skal reducere vores samlede energiforbrug med hele 20 procent, og bl.a. skal sænke temperaturen på kontorerne til 19 grader. Mens det for nogle er ligetil, fordi de på selv de koldeste vinterdage kan gå i t-shirt og bare arme uden at fryse, så vil det for andre opleves som ubehageligt og træls. Mens nogle bevæger sig meget i løbet af en arbejdsdag, sidder andre mere stille; og mens nogle ofte sidder hjemme, er andre på deres kontor hver dag. Og så sidder nogle nær eller under ventilationsanlæggets indblæsningskanal, nær en dør til en kold gang eller i nærheden af store vinduespartier med kuldenedfald.
Så lad os møde hinanden med opmærksomhed, forståelse, rummelighed og fleksibilitet, så vi sammen finder gode løsninger, der gør udførelsen af arbejdsopgaverne behagelig – også når det er blevet et par grader koldere på vores kontor.

Endelig skal vi komme med en opfordring til, at vi alle gør, hvad vi kan, for at spare på energien, og at vi er opmærksomme på vores adfærd i det daglige – nøjagtigt som de fleste af os har vænnet os til at være derhjemme. Vi slukker for lyset, når vi forlader vores kontor; tjekker at fryser- og køleskabstemperaturen ikke er lavere end nødvendigt; lukker dørene til den kolde gang, når det kan hjælpe til at holde på varmen; slukker for standby-funktionen på vores mange apparater mv. Det er som bekendt de mange bække små, der...