Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Færre nye AAU-studerende til september

Lagt online: 28.07.2022

På landsplan oplever hele universitetssektoren et fald i antallet af ansøgere, der får tilbudt en plads på en videregående uddannelse. Det samme gælder for AAU, der i går nat har givet 3780 ansøgere et tilbud om en studieplads. Det er et fald på 13 procent siden sidste år. De små årgange er på vej, så rekrutteringsopgaven bliver omfattende i de kommende år.

Nyhed

Færre nye AAU-studerende til september

Lagt online: 28.07.2022

På landsplan oplever hele universitetssektoren et fald i antallet af ansøgere, der får tilbudt en plads på en videregående uddannelse. Det samme gælder for AAU, der i går nat har givet 3780 ansøgere et tilbud om en studieplads. Det er et fald på 13 procent siden sidste år. De små årgange er på vej, så rekrutteringsopgaven bliver omfattende i de kommende år.

Af Jeannette Bylov, AAU Kommunikation, Illustration: Søren Emil Søe Degn. Foto: Lars Horn

Natten til torsdag har 3780 ansøgere fået tilbudt en studieplads på en af AAU’s bachelor- og professionsbacheloruddannelser i Aalborg, København og Esbjerg. Sammenlignet med sidste år er der tale om et fald på 571 nye studerende, hvilket svarer til 13,1 procent.

Faldet er et udtryk for en generel tendens i hele universitetssektoren. Årsagen er formodentlig en blanding af efterdønninger oven på nogle år med corona-pandemi, som betød ekstraordinært mange ansøgere og optagne, foruden en tendens til, at flere unge nu igen ser ud til at tage mere end et sabbatår.

I en pressemeddelelse, udsendt i går aftes, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet, at nedgangen er ærgerlig, men forventet:

- Vi har i mange år haft rekordoptag efter rekordoptag. Det skal vi nok vænne os til ikke bliver ved. Der er allerede nu rift om de unge på grund af rekordhøj beskæftigelse, og vi ser ind i en årrække med faldende ungdomsårgange. Mulighederne er åbne for de unge, og det er rigtig positivt, udtaler undervisnings- og forskningsminister Jesper Petersen.

Prorektor på Aalborg Universitet, Anne Marie Kanstrup, er glad for alle de ansøgere, der har haft AAU på ønskelisten. Hun gør sig samtidig også overvejelser om rekrutteringsopgaven fremover, når de små årgange skal i gang med at uddanne sig.

- Jeg er fuldt ud opmærksom på, at vi har en stor opgave foran os med at tiltrække ansøgere til AAU i de kommende år med små årgange. Der er kamp om de unge talenter. Det primære mål er ikke, at Aalborg Universitet skal vokse sig større, men vi skal sikre, at vi fortsat kan tiltrække kvalificerede ansøgere til vores samfundsrelevante uddannelser, udtaler Anne Marie Kanstrup.

Psykologi og Medicin er stadig populære

Ikke overraskende er der også i år gengangere på listen over de fem uddannelser med det højeste snit på AAU. Psykologi topper listen med en grænsekvotient på 10,1. Her har 179 fået tilbudt en studieplads

I år får 187 tilbudt en studieplads på medicinstudiet. Årets grænsekvotient på Medicin lander på 10,0.

Top 5

  1. Psykologi – 10,1
  2. Medicin – 10,0
  3. Kommunikation & Digitale Medier (Kbh.) – 8,4
  4. Medicin med Industriel Specialisering - 8,3
  5. Jura – 8,2

”Det er rigtig godt endnu engang at blive bekræftet i, at vi har en meget eftertragtet medicinuddannelse, hvor der derfor er rift om studiepladserne. Vi har måttet afvise 1686 kvalificerede ansøgere til medicinstudiet i år. Det er ærgerligt, når Nordjylland har brug for flere læger. Undersøgelser viser, at omkring 80 procent af de medicinstuderende efter endt uddannelse vælger at blive boende i Nordjylland”, forklarer Anne Marie Kanstrup.

Nye uddannelser tiltrækker de unge

AAU har i de senere år oprettet nye uddannelser, som ser ud til at være et trækplaster for de unge. I København har bacheloruddannelsen i Cyber- og Computerteknologi, der åbnede sidste år, fået en fremgang på 24 procent. Det svarer til, at 31 ansøgere i år får tilbudt en studieplads. På den helt nye bacheloruddannelse i Bæredygtige Byggeprocessor i København har 19 personer fået et tilbud om optagelse. Af dem var de 11 kvinder.

”Vi arbejder hele tiden med at tilpasse uddannelsesporteføljen, så universitetet kan tilbyde uddannelser, som samfundet har brug for. Derfor glæder det mig meget, at der er god søgning til de nyeste uddannelser i Cyber- og Computerteknologi og Bæredygtige Byggeprocessor. Det er kompetencer som er efterspurgte. Derfor er det godt at se, at de to nye uddannelser er kommet så godt fra start”, udtaler Anne Marie Kanstrup

SSH, STEM og IT

På AAU udbyder vi 52 uddannelser, som kan defineres som STEM-uddannelser. I år optages 266 færre på STEM-uddannelserne i forhold til sidste år. Det er et fald på 12,9 procent. På det nye SSH-fakultet er der tilbudt optagelse til 1826 kommende studerende. Det er et fald på 242 kommende studerende i forhold til 2021, hvilket svarer til et fald på 11,7 procent. Inden for IT-uddannelserne tilbydes der optagelse til 899 kommende studerende. Det er 137 færre end sidste år og et fald på 13,2 tilbudte studiepladser.

Fakta

Tilbud om studieplads ved AAU:
Ved optagelsen den 28. juli 2022 bliver der tilbudt optagelse til 3.780 kommende studerende. Der bliver tilbudt optagelse til alle kvalificerede ansøgere på 63 ud af 76 uddannelser, hvilket svarer til 82,9 procent af de udbudte uddannelser. I 2021 tilbød Aalborg Universitetet optagelse til alle kvalificerede ansøgere på 54 ud af 76 uddannelser, hvilket svarer til 71,1 procent af de udbudte uddannelser.

1. prioritetsoptagne ved Aalborg Universitet:
Aalborg Universitet modtog pr. 5. juli 2022 i alt 4.306 1. prioritetsansøgninger, hvilket svarer til 33,5 procent af det samlede antal ansøgninger. I 2021 modtog Aalborg Universitet i alt 5.129 1. prioritetsansøgninger, hvilket svarede til 32,3 procent af det samlede antal ansøgninger.

Fald i antallet af tilbudte studiepladser fordelt på fakultetsniveau

  • På det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige fakultet er der tilbudt optagelse til 1.826 kommende studerende, hvilket er et fald på 242, svarende til 11,7 procent sammenlignet med 2021.
  • På det Sundhedsvidenskabelige fakultet er der tilbudt optagelse til 391 kommende studerende. Det er et fald på 20, svarende til 4,9 procent sammenlignet med 2021
  • På det Ingeniørvidenskabelige fakultet er der i 2022 tilbudt optagelse til 655 kommende studerende. Det svarer til et fald på 16,6 procent, hvilket er 130 færre sammenlignet med optagelsen 2021.
  • På Det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH) er der samlet tilbudt optagelse til 908 kommende studerende, hvilket svarer til et fald på 16,5 procent. Det betyder, at der i år tilbydes optagelse til 179 færre sammenlignet med 2021.

Fald i antallet af tilbudte studiepladser fordelt på Campusniveau

  • Campus Aalborg tilbyder optagelse til 3.279 kommende studerende, hvilket er et fald på 13,9 procent, svarende til 530 færre end i 2021.
  • Campus Esbjerg tilbyder optagelse til 107 kommende studerende, hvilket er et fald på 14,4 procent, svarende til 18 færre end i 2021.
  • Campus København tilbyder optagelse til 394 kommende studerende, hvilket er et fald på 5,5 procent, svarende til 23 færre end i 2021.