Spring til indhold
Forside

Nyhed

Europas mest innovative uddannelseskoncept gør ingeniører fra Aalborg Universitet klar til arbejdsmarkedet

Lagt online: 12.12.2022

I konceptet leadENG samles studerende på tværs af Aalborg Universitets ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser og semestre om at løse konkrete og virkelighedsnære opgaver. Nu har konceptet modtaget en europæisk guldmedalje i den internationalt anerkendte prisuddeling for uddannelsesinitiativer QS Reimagine Education Award 2023.

Nyhed

Europas mest innovative uddannelseskoncept gør ingeniører fra Aalborg Universitet klar til arbejdsmarkedet

Lagt online: 12.12.2022

I konceptet leadENG samles studerende på tværs af Aalborg Universitets ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser og semestre om at løse konkrete og virkelighedsnære opgaver. Nu har konceptet modtaget en europæisk guldmedalje i den internationalt anerkendte prisuddeling for uddannelsesinitiativer QS Reimagine Education Award 2023.

LeadENG var indstillet i kategorien ’Developing Emerging Skills and Competencies’, men løb med den overordnede pris på tværs af kategorier som det mest innovative uddannelseskoncept i hele Europa. Det er vi utroligt stolte af, og vi tager det som en anerkendelse af, at vi har gang i noget, der kan skaffe flere, dygtige ingeniører til arbejdsmarkedet, sådan som der er alvorligt brug for.

Olav Geil, Prodekan for uddannelse på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet

Skal der flere ingeniører ud på arbejdsmarkedet, skal flere i første omgang søge ind på uddannelserne. Og det er der fra de studerendes perspektiv god grund til at gøre, når man har leadENG at se frem til. Det mener Jonas Lindegaard Mikkelsen, der er 3. semesterstuderende på Ingeniørvidenskab:

”LeadENG-projekterne er anderledes end den almindelige undervisning, fordi vi sammen med studerende fra andre ingeniøruddannelser skal løse nogle helt konkrete og udfordrende opgaver. Det kan være frustrerende undervejs, men det er også sjovt og giver virkeligt meget”, siger han.

Jonas Lindegaard Mikkelsen, der studerer ingeniørvidenskab på 3. semester, har haft stor glæde af leadENG-projekterne.
Foto: David Graff

Jonas Lindegaard Mikkelsens eget leadENG-projekt gik ud på at bygge en vertikalakslet vindmølle. Det var et krævende projekt, hvor han både fik anvendt sin egen faglighed og lærte en masse om projektledelse, udvikling i teams og kommunikation på tværs af faggrænser:

”Vi var ni grupper fra fakultetets forskellige institutter, der samarbejdede om at udvikle vindmøllen. Nogle arbejdede med vingerne, andre med fundamentet, med gearboksen, med generatoren og så videre. Det var meget selvstyrende og uden almindelig undervisning. Vi oprettede en styregruppe med studerende fra alle ni grupper, der planlagde arbejdet, delte viden og inddrog vejlederne efter behov.”

Den store selvstændighed fik alle til at tage mere ansvar og betød også, at det føltes virkeligt stort, da det lykkedes at få vindmøllen sat op og i gang kort inden deadline.

Det var så fedt, da det lykkedes, og alt klappede på tværs af faggrene. Processen minder nok om, hvordan man samarbejder i den virkelige verden i virksomhedslivet. Jeg tænker, at vi har fået en god forsmag på, hvad det handler om, og hvordan man gør.

Jonas Lindegaard Mikkelsen, 3. semesterstuderende på Ingeniørvidenskab

Prodekan for uddannelse Olav Geil viser diplomet fra QS Reimagine Education Award 2022 frem
Foto: David Graff

De studerendes løsninger i centrum

I tråd med Jonas Lindegaard Mikkelsens oplevelse er kernen i leadENG-projekterne det tværfaglige samarbejde mellem studerende fra universitetets forskellige ingeniøruddannelser om konkrete fysiske produkter – eksempelvis en vindmølle, et materiale til at lagre elektricitet, en brintbil eller bæredygtig biomasse.

"Det er grundlæggende svært at samarbejde på tværs af fagområder. Hver studieordning har jo sin studieordning. Men med leadENG og ikke mindst en stor gruppe af entusiastiske vejledere har vi udviklet en fantastisk platform for at få dette til at ske i praksis – og det er dét, som er det virkeligt innovative”, påpeger prodekan Olav Geil og understreger, at det både er til glæde for studerende og undervisere:

”Vi har oplevet, at det agile og tværgående samarbejde om fysiske produkter virker motiverende for alle involverede, og at det puster nyt liv i metoderne og teorierne for de studerende. Vi kommer meget tættere på, hvordan man efter uddannelsen reelt skal anvende sin faglighed”, uddyber han og understreger, at det derfor også er helt afgørende, at universitetets samarbejdsvirksomheder er med til at definere, hvilke opgaver leadENG-studenterprojekterne skal handle om.

Præsentationsvideo af leadENG-studenterprojekter

Præsentationsvideo af leadENG-studenterprojekter

Du skal acceptere følgende cookiekategorier for at kunne se indholdet: Marketing

Præsentationsvideo af leadENG-studenterprojekter

PBL er grundstenen

LeadENG-studenterprojekterne bygger metodisk på problembaseret læring (PBL), der har været en levende del af uddannelserne på Aalborg Universitetet siden universitetets grundlæggelse i 1974. Olav Geil håber, at prisen til leadENG-studenterprojekterne kan være med til at give PBL-baseret undervisning yderligere et skub i ryggen ud i Danmark, Europa og resten af verden.

”Formålet med PBL-baseret undervisning er at sætte det faglige indhold ind i en konkret og praktisk sammenhæng. Det lyder måske banalt, men det er det ikke! Mange nyuddannede bruger meget tid i deres første job på at finde ud af, hvordan deres kompetencer kan komme i spil. Til at oversætte deres faglighed fra at lære til at anvende, fra universitet til arbejdsplads. Den tilvænning er deltagerne i leadENG-studenterprojekterne allerede godt på vej igennem, og det har vi brug for meget mere af”, mener Olav Geil.

QS Reimagine Education Award

  • QS Reimagine Education er en global, årlig uddannelseskonference og -konkurrence, som blandt andet indeholder en prisuddeling, hvor uddannelser, der fremmer studerendes læringsudbytte og jobperspektiver, hædres.
  • Som QS Reimagine Educations slogan siger, handler det om at ”reimagine education for a billion future learnes”.
  • QS Reimagine Education er for innovative uddannelses-entreprenører fra hele verden inden for alle uddannelsesområder. Her mødes startups, verdensledende universiteter, Chief Innovation Officers, academia, undervisere og andre stakeholders inden for uddannelser på universitetsniveau. Man skal være shortlistet blandt de 18 pct. bedste for at få lov at deltage. 
  • I år løb QS Reimagine Education af stablen d. 5. til 8. december med både en virtuel del og fysiske dele i hhv. Kairo og Philadelphia.
  • I konkurrencen på tværs af kategorier vandt Aalborg Universitets leadENG-studenterprojekter europæisk guld foran NTU Kharkiv Polytechnic Institute, der blev hædret for sit innovation campus.

Læs mere på: www.reimagine-education.com/

Læs om QS, der står bag QS Reimagine Education, her: www.qs.com/rankings/

Diplomet fra QS Wharton Reimagine Education 2022
QS Wharton Reimagine Education