Spring til indhold
Forside

Nyhed

Et stykke dansk rumhistorie sendt afsted

Lagt online: 04.01.2023

Det er ikke hverdagskost: Tirsdag eftermiddag klokken 15.56 dansk tid sendte den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX sin raket Falkon 9 Transporter 6 afsted. Med raketten er den første danske kommercielle satellit, der skal i kredsløb og derved være med til at skabe vækst og arbejdspladser til os jordboere. Et projekt, som AAU-forsker Jens Dalsgaard Nielsen er en del af.

Af Nelly Sander, TECH Dekansekretariat. Foto: Colourbox

Det er aalborgensiske Sternula, der står bag satellitten, som er den første af 60 satellitter, som virksomheden har planer om at sende afsted frem mod år 2029 . Formålet er at danne verdens største satellitbaserede kommunikationsnetværk til skibsfartsindustrien.

I 2029 er det planen, at satellitterne skal dække hele verden, mens den første satellit, der sendes afsted i dag, skal fokusere på de arktiske farvande. Det fortæller AAU-forsker Jens Dalsgaard Nielsen, som er lektor på Institut for Elektroniske Systemer og en del af projektet, i en artikel på DR.dk:

- Hver dag laver DMI nemlig iskort, så skibe kan se, hvor der er is i de arktiske farvande. Med satellitter, som den, der sendes afsted i dag, kan skibene fremover hurtigere få informationen om iskortene, og hvor de ikke bør sejle, forklarer Jens Dalsgaard Nielsen.

Ud af de 13 satellitter, som Danmark har sendt afsted gennem tiden, har otte af dem nordjysk ophav. De nordjyske satellitter er tidligere kommet fra Aalborg Universitet og virksomheden GomSpace.

Sternula-1 satellitten er en del af MARIOT-projektet med projektpartnerne Sternula, Aalborg Universitet, Danmarks Meteorologiske Institut, GateHouse SatCom, Satlab A/S og Space Inventor. Projektet er støttet med en Grand Solutions-bevilling på 20 millioner kroner fra Innovationsfonden.

Se eller gense opsendingen hos SpaceX 
Læs pressemeddelelse fra Sternula her