Nyhed
Et godt arbejdsmiljø er noget, vi giver til hinanden
Lagt online: 20.02.2023

Nyhed
Et godt arbejdsmiljø er noget, vi giver til hinanden
Lagt online: 20.02.2023

Et godt arbejdsmiljø er noget, vi giver til hinanden
Nyhed
Lagt online: 20.02.2023
Nyhed
Lagt online: 20.02.2023
Af rektor Per Michael Johansen og lektor Martin Mølholm, hhv. formand og næstformand for Hovedarbejdsmiljøudvalget (HAMiU) på AAU
Et godt arbejdsmiljø er noget, vi giver til hinanden. Det var et mantra, en god samarbejdspartner til en af dette indlægs forfattere gentog igen og igen, hver gang lejligheden bød sig. Noget vi giver til hinanden... Som en gave, der er et formål i sig selv, gives uden bagtanker, modtages i taknemmelighed, åbnes med nænsomhed og deles i gensidig opmærksomhed.
For mange er det muligvis et fjernt og utopisk ideal. Et udtryk for et smukt, men urealistisk drømmeri. Men i en tid, hvor forandringens vinde blæser med stadig større styrke, kriserne i det omgivende samfund hober sig op, og accelerationen af hastigheden i samfundet synes uden ende, er der mere end nogensinde før brug for alle dem, der tør samle handsken op. Dem, der tager del i arbejdet med at sikre, at vi – trods udviklingen i verdenen omkring os – formår at bevare et arbejdsmiljø på AAU, hvor vi passer godt på hinanden og går lige så sunde og raske hjem fra arbejde, som vi mødte ind. Vi håber, at du er en af dem, og at du derfor melder dit kandidatur til arbejdsmiljøorganisationen.
Vi lover så, at vi utrætteligt vil lægge os i selen for at sikre, at din indsats bærer frugt, og at kræfterne lagt i arbejdet, opleves som meningsfuldt og berigende. Og der er nok at tage fat på. Oplevelsen af en stor arbejdsmængde og et højt tidspres – både blandt TAP og VIP – og alt for mange, der oplever symptomer på stress som følge af deres arbejde, har igennem en årrække været en af de helt store udfordringer. En vaklende balance mellem på den ene side de krav, der stilles, og på den anden side de ressourcer, som den enkelte oplever at have til sin disposition, er en anden, som vi i fællesskab skal have rettet op. Det kræver også en løbende indsats at sørge for, at sikkerheden i vores værksteder og laboratorier til enhver tid lever op til de højeste standarder, at indeklimaet i vores bygninger er godt, arbejdsulykker forebygges og – når uheldet er ude – indberettes. Og så ser vi en generel tendens i samfundet til en øget fremmedgørelse, som vi skal sørge for ikke sætter sig igennem på Aalborg Universitet, hvor der bliver stadigt længere mellem de øjeblikke, hvor vi kommer i berøring med noget i vores arbejde, der møder os som ”slet og ret vigtigt og værdifuldt og (som) angår os”. Det, som den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder for oplevelsen af resonans. For fremmedgørelse kan også udvikle sig til arbejdsrelateret stress, angst og depression.
Til disse udfordringer, og mange andre spændende opgaver, har vi brug for dig! Til gengæld byder vi på et fællesskab i en arbejdsmiljøorganisation, der i disse år er inde i en rivende udvikling. Din rolle og indsats som arbejdsmiljørepræsentant er derfor helt afgørende for, at vi også i de kommende år har et universitet, der kan løfte sin samfundskritiske opgave med at give svar på nogle af de helt store problemer, vi som mennesker står overfor, og stille de kritiske og store spørgsmål til alt det, vi tager for givet. Mens vi, med den tyske filosof Josef Piepers ord, holder fast i vores rødder og har ’blik for alt det der er usædvanligt og exceptionelt, alt det der er vidunderligt, midt i alt det ordinære og hverdagsagtige’.
Valg af arbejdsmiljørepræsentanter på AAU foregår i marts 2023. For mere information er du velkommen til at kontakte Arbejdsmiljøsektionen på Arbejdsmiljoesektion@adm.aau.dk.