Nyhed
Esbjergs erhvervsliv garanterer job til nyuddannede ingeniører
Lagt online: 08.06.2020

Nyhed
Esbjergs erhvervsliv garanterer job til nyuddannede ingeniører
Lagt online: 08.06.2020

Esbjergs erhvervsliv garanterer job til nyuddannede ingeniører
Nyhed
Lagt online: 08.06.2020
Nyhed
Lagt online: 08.06.2020
AAU i Esbjerg udklækker hvert år ca. 100 nye ingeniører. De er eftertragtede og langt de fleste kommer hurtigt i job enten i Esbjerg eller i andre dele af Danmark. Men for at styrke byens og regionens muligheder for at tiltrække studerende og fastholde kvalificeret arbejdskraft har AAU og Business Esbjerg indgået en aftale om øget samarbejde. I praksis betyder aftalen, at erhvervslivet giver en seks måneders jobgaranti til kandidater fra AAU i Esbjerg, og at de studerende og erhvervslivet er forpligtet til et endnu tættere samarbejde undervejs i uddannelsesforløbet. Målet er, at aftalen skal understøtte arbejdet med at sikre byens vækstpotentiale, når tågen fra coronakrisen igen letter.
Hos Business Esbjerg ser man aftalen som et led i en fremtidssikring af vækstmulighederne for erhvervslivet i Sydvestjylland.
- Ved at indgå i jobgarantiordningen med AAU i Esbjerg viser erhvervslivet i Sydvestjylland, at de er villige til at gå foran i kampen for at sikre flere studerende til Esbjerg. På en anden side af corona-krisen vil der stadigt være behov for dygtige og højtkvalificerede medarbejdere. Før krisen havde vi igennem længere tid været vidne til, at mange virksomheder sagde nej til ordrer og gik glip af vækstmuligheder. Med dette initiativ vil vi være med til at sikre, at det ikke sker igen, når der for alvor kommer gang i hjulene, siger Susanne Nordenbæk, der er direktør for Business Esbjerg.
Hun mener, at samarbejdet mellem erhvervsliv og universitet fremtidssikrer områdets erhvervsliv via adgang til dygtige og kompetente kandidater.
- Jobgarantien vil forhåbentlig tiltrække flere ambitiøse unge fra Danmark og udlandet, som kan se alle fordelene ved at vælge Esbjerg-området til. Det er ikke synligt nok for unge i Hillerød eller Hamborg, at vi kan byde på spændende internationale karrieremuligheder, men det forventer vi, at dette samarbejde kan være med til at ændre, uddyber hun.
Udover jobgarantien indeholder den nye aftale også et krav om, at de studerende på AAU i Esbjerg og kommunens erhvervsliv skal arbejde tæt sammen i løbet af uddannelsen. Den tilgang ligger ikke fjernt for studerende på AAU, der gennem den problembaserede tilgang til læring (PBL-modellen) er vant til at samarbejde med eksterne partnere.
- AAU er kåret som Europas bedste ingeniøruniversitet, både hvad angår forskning og uddannelse, og et af vores mest markante kendetegn er vores evne til at samarbejde med vores omgivelser. Derfor er jeg overbevist om, at aftalen bliver en samfundsmæssig ”return on investment”, hvor virksomhederne forpligter sig til at tage imod kandidaterne, mod at de til gengæld øger deres chancer for at fastholde kvalificeret arbejdskraft på sigt, siger Inger Askehave, der er prorektor på Aalborg Universitet.
Også fra politisk side vækker aftalen om jobgaranti glæde. Borgmester Jesper Frost Rasmussen er glad for, at AAU og Business Esbjerg har taget et skridt, der skal gøre det endnu mere attraktivt at studere og efterfølgende etablere sig som borger i Esbjerg Kommune.
- Esbjerg har i en årrække kæmpet med at kunne rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Virksomhederne tilbyder attraktive jobs, spændende jobindhold, interessante karriereforløb og et internationalt perspektiv. Især på ingeniørkompetencer er erhvervslivet udfordret, og en af forklaringerne er givetvis, at der bliver uddannet for få ingeniører i Esbjerg. Derfor hilser jeg tiltaget med jobgaranti meget velkommen. Jeg tror på, at kommende ingeniørstuderende vil se jobgarantien som en god måde at lette overgangen fra studieliv til spændende arbejdsliv, siger Jesper Frost Rasmussen.
Han understreger, at der allerede er et udstrakt samarbejde mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne i Esbjerg, og at jobgarantien er endnu et godt eksempel på, at erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og Esbjerg by vil de unge.