Af Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Nathalie Schönenberg og Emilie Lai

Hvordan får man elever i udskolingen til at bryde ud af fastlåste roller og se sig selv og hinanden med nye øjne? Et scenekunstforløb med en række 8.-klasser viser, hvordan kreative processer kan styrke både fællesskab, selvtillid og læring. Men også, at ikke alle oplever en varig forandring.

“Scenekunst skaber en ramme, hvor elever kan afprøve nye måder at være sammen på. Det giver dem mod til at stå frem og turde mere. Og det er netop her, fællesskaberne får luft og liv,” siger AAU-lektor Anne Mette Winneche Nielsen. Hun er medforfatter til rapporten Kreative læringsprocesser og nye fællesskaber.

Et frirum fra klassens koder

Rapporten bygger på tre års feltarbejde, hvor elever fra tre skoleafdelinger samledes i intensive, to-ugers forløb uden for skolen og skabte scenekunst med professionelle trænere. Undervejs blev elever og lærere interviewet, og hele processen blev observeret tæt.

Når eleverne træder ud af klassens faste mønstre og ind i kreative rum, opstår nye relationer og nye fortællinger: Gamle roller bliver opløst, og nye venskaber og syn på hinanden opstår, også på tværs af klasser og skoler. Desuden fortæller flere elever, at det var første gang, de oplevede, at det, de lavede, blev taget så alvorligt og vist frem for et stort publikum.

Rap og dans løsner op

I én workshop arbejdede eleverne med rap som udtryksform. Temaet var “Distance”, og en elev, Niklas, beskriver, hvordan det kom næsten legende til ham at finde rim og skrive teksten – også selvom den handlede om at savne sin far efter forældrenes skilsmisse:

“Så valgte jeg bare ordet distance, fordi det er det, emnet for forestillingen handler om. Mere bare sådan ‘distance’, ‘chance’, ‘romance’, ‘assistance’, så rimede jeg bare på det, og så satte jeg sætninger ind. Det har ikke været svært,” fortæller han.

I en workshop med dans og bevægelse begyndte eleverne med samtaler om, hvad det vil sige at være modig. Flere fortalte, at de i starten holdt sig tilbage, men hurtigt begyndte at åbne sig, fordi de mærkede, at ingen gjorde grin med hinanden.

“Da jeg skulle vise min dans, så fejlede jeg med at lave mine trin. Men det var som om, ingen lagde mærke til det, der var ingen, der grinede, og sådan. Folk var sådan ligeglade, fordi det er jo lige meget, man kan godt fejle,” fortæller Aisha.

Effekten er stærk – men ikke for alle

Ifølge forskerne har forløbet haft tydelig og positiv effekt for mange elever, og særligt for dem, der i forvejen oplevede at være på kanten af fællesskabet. Men ikke alle formår at tage erfaringerne med sig tilbage i klassen. For nogle forbliver det en stærk oplevelse uden varig forankring.

“Forandringer bider sig ikke nødvendigvis fast af sig selv. Det kræver ofte strukturer og støtte, både fra lærere og skolen som helhed,” understreger Anne Mette Winneche Nielsen.

Lærerne i forløbet indtog forskellige roller, nogle som praktiske hjælpere andre som aktive deltagere, og mange oplevede, at relationen til eleverne blev styrket. Samtidig udtrykte flere usikkerhed i forhold til, hvordan man integrerer de kreative metoder i den almindelige undervisning.

Forløbene står ofte uden for skolens dominerende faglogik, hvilket ifølge forskerne er en udfordring, hvis den kreative energi skal have et efterliv i klassens fællesskaber og skolens struktur.

Kontakt

• Anne Mette W. Nielsen, ph.d. og lektor, Center for Ungdomsforskning, AAU, tlf.: 50 56 61 24, e-mail: amwn@ikl.aau.dk
• Nelly Sander, projektleder AAU Kommunikation og Public Affairs, tlf.: 99 40 20 18, e-mail: nsa@adm.aau.dk