Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Diplomer skal være med til at anerkende de studerendes engagement i AAU’s styrende organer

Lagt online: 14.01.2021

Indvalgte studerende i AAU’s styrende organer skal fremover modtage et diplom for deres engagement. Tiltaget kan forhåbentlig være med til at øge de studerendes motivation for at blive indvalgt i diverse råd og nævn på AAU samt tydeliggøre de kompetencer, de tilegner sig via dette engagement.

Nyhed

Diplomer skal være med til at anerkende de studerendes engagement i AAU’s styrende organer

Lagt online: 14.01.2021

Indvalgte studerende i AAU’s styrende organer skal fremover modtage et diplom for deres engagement. Tiltaget kan forhåbentlig være med til at øge de studerendes motivation for at blive indvalgt i diverse råd og nævn på AAU samt tydeliggøre de kompetencer, de tilegner sig via dette engagement.

Af Iben Munk Bertelsen, Strategi og Kvalitet. Foto: Nils Krogh

De studerendes deltagelse i AAU’s styrende organer er vigtige for at give de studerende indflydelse på, hvordan AAU’s uddannelser bedst udvikles fra et studenterperspektiv.

- De studerende bidrager med et helt unikt blik på uddannelsernes lærings- og studiemiljø, som vi, som ansatte på universitetet, jo af gode grunde ikke kan bringe ind i diskussionerne. Deres input er yderst værdifuldt i forhold til at sikre kvaliteten og udviklingen af vores uddannelser og studiemiljøet. Diplomerne er derfor en helt konkret anerkendelse af de studerende for deres input og engagement på tværs af universitetet, forklarer prorektor Inger Askehave. 

Det er ikke kun AAU, der får gavn af de studerendes deltagelse i styrende organer. De studerende tilegner sig også kompetencer, der i en employability-kontekst er værdifulde for de studerende at få konkrete ord på og anerkendelse af. Diplomerne er derfor et oplagt supplement til de studerendes CV, når de skal ud at søge arbejde.

Deltagelse i de styrende organer kræver dog også mange frivillige timer fra de studerende, og det er nogle steder svært at få besat alle de ledige pladser tilegnet de studerende. Det er derfor også forhåbningen, at diplomerne kan være et ekstra lille incitament for de studerende til at stille op til valg. Diplomerne kan i den henseende have flere funktioner, der både gavner AAU som institution og de studerende.

Diplomerne er lavet som skabeloner til de styrende organer, som de studerendes kan vælges ind i via AAU-Valg. Det vil sige studienævn, institutråd, akademiske råd og bestyrelsen. Derudover er der udarbejdet diplomskabeloner til AAU’s Studiemiljøråd samt Rådet for Kvalitetssikring og -udvikling.

Skabelonerne er lavet i et samarbejde mellem Studieservice og studenter- og medarbejderrepræsentanter siddende i de forskellige råd og nævn. I skabelonerne er der en generisk tekst om organiseringen og opgaverne i det pågældende organ, men der er også mulighed for at tilføje eventuelle ekstra indsatser, som den studerende har taget del i og/eller at påpege noget særligt ved den pågældende studerendes indsats.

Udstedelsen af diplomerne skal iværksættes med det samme og vil derfor være relevante iht. de studerende, der i forbindelse med AAU-Valg 2020 udtræder af diverse råd og nævn pr. 1. februar 2021.

Der er udsendt en informationsmail om diplomskabelonerne til alle fakulteter, institutter og øvrige relevante aktører.

Diplomskabelonerne er tilgængelige i både danske og engelske versioner på denne hjemmeside, og kan også tilgås via Valgsekretariatets hjemmeside.