Nyhed
Danmarks Studieundersøgelse er nu åben for de studerendes besvarelser
Lagt online: 23.10.2023

Nyhed
Danmarks Studieundersøgelse er nu åben for de studerendes besvarelser
Lagt online: 23.10.2023

Danmarks Studieundersøgelse er nu åben for de studerendes besvarelser
Nyhed
Lagt online: 23.10.2023
Nyhed
Lagt online: 23.10.2023
Af Iben Skov Bertelsen, Studieservice
I de kommende uger vil AAU’s studerende på ordinære uddannelser blive inviteret til at besvare Danmarks Studieundersøgelse. Undersøgelsen udsendes af Uddannelses- og forskningsministeriet (UFM), og fokus i undersøgelsen er de studerendes faglige og sociale trivsel; herunder deres oplevelse af læringsmiljøet, læringstilgange, fysiske rammer, ensomhed, stress og krænkende adfærd.
Undersøgelsen blev udsendt for første gang i 2018, og siden er spørgerammen i Danmarks Studieundersøgelse løbende blevet udviklet. Bl.a. har Dansk Center for Undervisningsmiljø udviklet spørgsmål til undervisningsmiljøet, som sikrer, at uddannelsesinstitutionerne lever op til kravene for undervisningsmiljøvurderinger.
Den løbende udvikling af spørgerammen har betydet, at der til sidst var et stort overlap mellem Danmarks Studiemiljøundersøgelse og AAU’s egen studiemiljøundersøgelse. Prorektor Anne Marie Kanstrup har derfor i samråd med Studiemiljørådet og Det strategiske Uddannelsesråd besluttet, at viden om studerendes oplevelse af studiemiljøet på AAU nu indhentes via Danmarks Studieundersøgelse. Det betyder også, at AAU ikke længere udfører sin egen studiemiljøundersøgelse som en del af semesterevalueringen.
Danmarks Studieundersøgelse giver AAU vigtig viden om, hvordan studerende trives i studie- og undervisningsmiljøet på AAU. Bl.a. er tre indikatorer i AAU’s kvalitetssystem baseret på resultater fra Danmarks Studieundersøgelse. Der er derfor et stort fokus på, at Danmarks Studieundersøgelse skal opnå høje svarprocenter på AAU.
- Derfor har vi bedt institutterne om at skemalægge besvarelse af undersøgelsen, så det sker i forbindelse med en undervisningsgang. Det, håber vi, kan hæve svarprocenten, så vi får gode data at udvikle vores studiemiljø på baggrund af, fortæller prorektor Anne Marie Kanstrup.
Danmarks Studieundersøgelse vil desuden blive markedsført via infoskærme, på studerende.aau.dk og via AAU’s Facebookside.
Relevante medarbejdere på AAU vil have adgang til at monitorere svarprocenten på de enkelte uddannelser og semestre, mens undersøgelsen er åben for besvarelse.
Undersøgelsen er åben for de studerendes besvarelse i perioden 23. oktober til 28. november. De modtager link til undersøgelsen både via e-Boks, AAU-mail og pr. sms.
Når resultaterne ligger klar, vil de blive tilgængelige med henblik på videre behandling på uddannelserne. Derudover vil Studiemiljørådet og Det Strategiske Uddannelsesråd blive præsenteret for resultaterne på institutions-, fakultets- og campusniveau.
Resultater på institutions-, fakultets- og campusniveau i relation studiemiljøområdet vil desuden blive samlet i en rapport, der bliver publiceret på AAU’s hjemmeside, hvor både studerende og medarbejdere kan tilgå resultaterne.
Om Danmarks Studieundersøgelse
Danmarks Studieundersøgelse er den samlede betegnelse, som Uddannelses- og Forskningsministeriet anvender for de studenterundersøgelser, som ministeriet udsender hvert andet år. Undersøgelsen dækker blandt andet over spørgsmålsmodulerne Uddannelseszoom og Læringsbarometer.
Sammen med registerdata bruges resultaterne fra Uddannelseszoommodulet til at formidle og sammenligne data om uddannelsernes kvalitet og relevans i det digitale sammenligningsværktøj Uddannelseszoom. Formålet med værktøjet er at understøtte kommende studerende i deres valg af uddannelse og uddannelsesinstitution.
Resultater fra Læringsbarometermodulet har betydning for op til fem procent af uddannelsesinstitutionernes grundtilskud, hvilket blandt andet har til formål at give uddannelsesinstitutionerne et økonomisk incitament til at arbejde med udvikling af uddannelsernes kvalitet.
Derudover giver Danmarks Studieundersøgelse et robust sammenligningsgrundlag på tværs af universiteterne.