Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Cyberkriminelle opruster - nu skal AI bruges til at stoppe dem

Lagt online: 03.06.2025

Forskningsprojektet AI:DEFENCE fra Aalborg Universitet vil bruge kunstig intelligens til at beskytte os mod digitale trusler, der bliver mere og mere avancerede.

Nyhed

Cyberkriminelle opruster - nu skal AI bruges til at stoppe dem

Lagt online: 03.06.2025

Forskningsprojektet AI:DEFENCE fra Aalborg Universitet vil bruge kunstig intelligens til at beskytte os mod digitale trusler, der bliver mere og mere avancerede.

Af Peter Witten og Line Horndal Hjørne, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

Du har sikkert oplevet at få en sms eller en mail, der vil narre dig til at klikke på et risikabelt link eller åbne en falsk hjemmeside. Lynhurtigt er din mobil eller computer inficeret med ondsindet software, dine koder aflures, og måske franarres du større beløb.

Cyberkriminaliteten er i hastig fremmarch og bliver sværere at opdage. Hackere har for længst taget AI i brug, og de digitale trusler bliver mere og mere udspekulerede.

Nu skal forskningsprojektet AI:DEFENCE fra Aalborg Universitet udvikle nye metoder til at opdage og stoppe avancerede cyberangreb, og projektet skal samtidig gøre AI-teknologien mere sikker.

Viden kombineres

AI:DEFENCE ledes af de to AAU-forskere professor Johannes Bjerva fra Institut for Datalogi og adjunkt Qiongxiu (‘Jane’) Li fra Institut for Elektroniske Systemer.

Johannes Bjerva arbejder med flersproget NLP og sikkerhed i store sprogmodeller, og Qiongxiu Li er specialist i cybersikkerhed, privatlivsbeskyttelse og maskinlæring.

Dermed kombineres viden om cybersikkerhed og NLP, Natural Language Processing.

NPL handler om at forstå og arbejde med menneskesprog, som når vi kommunikerer med en chatbot, ChatGPT, Google translate osv.

Cyberkriminelle opruster og bruger AI
AI-grafik: CoPilot

Tegn på svindel

Ved at analysere sproget, for eksempel i en e-mail, vil AI:DEFENCE kunne finde tegn på svindel, som vi mennesker eller almindelig software kan have svært ved at opdage. Men med hjælp fra AI skal det blive nemmere at opdage svindlen.

Forskerne bag AI:DEFENCE vil bruge avancerede teknikker som:

  • Sproganalyse til at opdage phishing-mails og deepfakes (falske beskeder skabt med AI).
  • Forstærkningslæring, hvor AI lærer at forsvare sig selv ved at simulere angreb.
  • Træning, hvor man "angriber" AI under udviklingen for at gøre den stærkere.
    Krypteret AI, så beslutninger træffes sikkert og privat.

Malware og deepfake

Her eksempler på digitale trusler, som AI:DEFENCE med hjælp af AI vil fokusere på:

  • Polymorf malware - skadelig software, der hele tiden ændrer sig for at undgå at blive opdaget.
  • Deepfake phishing - falske beskeder genereret af AI, der prøver at snyde dig.

Ved at analysere sproget i realtid, skal truslerne opdages, inden de når at gøre skade.

Open source

De værktøjer, AI:DEFENCE vil udvikle, skal blandt andet bruges til chatbots, der ikke kan overtage eller manipuleres. Samt kritisk infrastruktur som hospitaler og energinet, hvor det er altafgørende at undgå datalæk.

Systemerne fra AI:DEFENCE bliver tilgængelige som server-software eller API'er, der nemt kan kobles til eksisterende sikkerhedssystemer som opgradering af det digitale forsvar.

Værktøjerne bliver open source, så både små virksomheder og store organisationer verden over kan bruge dem.

Firma franarret kæmpebeløb via deepfake

Omfattende cyberkriminalitet med brug af AI er ikke ren fantasi. Det ved det store, britiske design- og ingeniørfirma Arup alt om.

Ifølge CNN anmeldte Arup i 2024 en millionstor svindelsag til politiet i Hongkong. Svindlen var foregået ved hjælp af "falske stemmer og billeder".

En medarbejder i Hongkong blev narret til at deltage i et videomøde, som han troede var med virksomhedens økonomidirektør og andre ansatte. Ifølge politiet blev medarbejderen snydt, fordi de andre deltagere i videomødet så ud og lød som de kolleger, han kendte. Men det var AI-skabt deepfake.

Ifølge CNN blev medarbejderen narret til at overføre 200 millioner Hongkong-dollars til svindlerne. Det svarer til knap 170 millioner danske kr.

Læs mere på cnn.com

FAKTA OM AI:X LABS

Aalborg Universitets AI:X Labs skal fremme AI-forskning og levere bæredygtige løsninger. Målet er at udvikle nye AI-talenter, styrke tværfaglig forskning og opbygge et stærkt internationalt ry for AI-forskning. De fem nye AI:X Labs er:

AI:DEFENCE: Et sikrere digitalt samfund gennem sikker kunstig intelligens og LLM-baseret cybersikkerhed.

AI:EcoNet: Forudsigelse af arters interaktioner i en foranderlig verden med kunstig intelligens.

AI:MIND: Bedre mental sundhed hos unge gennem samtalebaseret kunstig intelligens.

AI:Xpertise: Integration af kunstig intelligens i ekspertarbejde.

AI:Cybernetics: Effektivt menneske-robot-samarbejde gennem kunstig intelligens.

Læs også