Nyhed
Christoffer Koch Florczak er Årets SAMF-underviser på SSH
Lagt online: 15.03.2026

Nyhed
Christoffer Koch Florczak er Årets SAMF-underviser på SSH
Lagt online: 15.03.2026

Christoffer Koch Florczak er Årets SAMF-underviser på SSH
Nyhed
Lagt online: 15.03.2026

Nyhed
Lagt online: 15.03.2026

Af Line Nyrup Odgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: AAU. Illustration: Alberte Spork
”Han skaber et trygt og engagerende læringsmiljø, hvor spørgsmål og refleksioner bliver en naturlig del af undervisningen. Hans evne til at lytte til feedback og omsætte den i praksis gør, at de studerende føler sig set, hørt og taget alvorligt.”
Det er netop sådanne udsagn, der går igen i de studerendes motivation for kåringen og tydeliggør, hvorfor Christoffer Koch Florczak modtager prisen som årets SAMF‑underviser på Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SSH).
Som lektor ved Institut for Samfund og Politik roses Christoffer Koch Florczak af de studerende for sin brede viden og sin evne til at koble perspektiver på tværs af fagområder, hvilket gør undervisningen dynamisk og inspirerende.
Han stiller høje krav, men altid med en oprigtig tro på, at de studerende kan løfte sig, og det skaber en stærk faglig kultur præget af respekt og ambition. For de studerende er han ikke blot en underviser, men et forbillede, der formår at inspirere, udfordre og tænde gnisten for læring.
For Christoffer Koch Florczak betyder prisen særligt meget, fordi den kommer direkte fra de studerende.
”Der er mange engagerede undervisere på vores fakultet, og jeg er derfor ekstra glad for, at de studerende har valgt at anerkende min indsats.”
For ham handler undervisningen om at forberede de studerende på den virkelighed, de skal ud i, hvor de træffer beslutninger, der påvirker os alle.
“Jeg ser det som vores opgave at ruste dem til at navigere i en virkelighed, hvor de på den ene side har ansvaret og på den anden side konstant påvirkes af udefrakommende informationer af svingende kvalitet.”
Netop derfor arbejder han med to klare mål i sin undervisning: De studerende skal kunne skabe ny viden – og de skal kunne vurdere kvaliteten af den viden, de møder.
Som han udtrykker det: “Hvordan ville du vide det, hvis du tog fejl?”. Spørgsmålet fungerer som et metodisk pejlemærke, der skærper de studerendes kritiske blik og understøttes af ambition, gensidig respekt og klar kommunikation.
Christoffer Koch Florczak underviser primært i metodetunge fag, som han selv kæmpede med som studerende, men som ændrede hans måde at tænke på. Derfor finder han stor mening i at følge de studerendes udvikling, når metoderne begynder at give mening i praksis.
“Det motiverer mig at se studerende gå igennem den samme udvikling, jeg selv oplevede. Når jeg hører, at god vidensproduktion skaber værdi i praksis, ved jeg, at det giver mening for både dem og samfundet”, slutter Christoffer Koch Florczak.
Med kåringen som årets SAMF-underviser på SSH kandiderer Christoffer Koch Florczak nu til titlen som Årets Underviser på AAU, der offentliggøres ved AAU Årsfest d. 17. april 2026.