Spring til indhold.

Nyhed

BUILD-forsker Lars Bo Ibsen Hædres med prestigefyldt byggepris

Lagt online: 10.11.2023

Forsker på BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø Lars Bo Ibsen har modtaget Bygningskomponentprisen 2023 for hans bidrag til at revolutionere brugen af skruefundamenter i byggebranchen. Prisen er tildelt af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN og er en flot anerkendelse af Lars Bo Ibsens store dedikation og innovative arbejde.

Nyhed

BUILD-forsker Lars Bo Ibsen Hædres med prestigefyldt byggepris

Lagt online: 10.11.2023

Forsker på BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø Lars Bo Ibsen har modtaget Bygningskomponentprisen 2023 for hans bidrag til at revolutionere brugen af skruefundamenter i byggebranchen. Prisen er tildelt af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN og er en flot anerkendelse af Lars Bo Ibsens store dedikation og innovative arbejde.

Af Thomas Møller Christensen, AAU Kommunikation og Public Affairs. Foto: VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN.

Det er sjældent fundamentet, der stjæler opmærksomheden, når man snakker byggeri. Men når både store og små byggerier elegant svæver over jorden og samtidigt giver plads til dyre- og planteliv under sig, så er der god grund til at kigge efter. For med skruefundamenters udbredelse i byggeriet er det blevet muligt at erstatte det traditionelle betonfundament med skruer, der sparer byggeriet for både C02, omkostninger og tid.

Og i kraft af en pionerindsats af blandt andet Lars Bo Ibsen, der er forsker på BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, har perspektiverne for brugen af skruefundamenter i byggeriet udvidet sig gevaldigt. Indtil nu har det været forbeholdt de mindre byggeprojekter, som fx solceller og støjskærme, at bruge denne nye type fundamenter, da ingen i byggeriet har kunnet dokumentere præcist, hvor meget skruefundamenterne kan bære. Og det har sat en stopper for udvidet brug af skruefundamenter i større byggeprojekter og muligheden for at få forsikret projektet.

Vi er jo ikke de eneste i skruefundamentbranchen, men vi er de eneste, der ikke gav op, da det så svært ud at bevise, hvad skruefundamenter egentlig kan.

Partner og CEO i BAYO Niels Thorup Madsen

Nysgerrighed på naturens præmisser

Sammen med forretningsudvikler Niels Thorup Madsen og geotekniker Jens Jakob Porsmose har Lars Bo Ibsen samlet forretningssans og viden i et innovativt system af software, måleenheder og montagemaskiner. Med systemet har de tre som de første i verden gjort det muligt at dokumentere skruernes reelle bæreevne og på den måde sat nye standarder for deres brug i byggeriet.

- Vi er jo ikke de eneste i skruefundamentbranchen, men vi er de eneste, der ikke gav op, da det så svært ud at bevise, hvad skruefundamenter egentlig kan. Der så vi en mulighed for at forene vores kompetencer på tværs af områder og få udbredt skruefundamenter til langt flere og større byggerier, fortæller Niels Thorup Madsen. Jens Jakob Porsmose supplerer:

- Dokumentationen har været den helt store opgave, fordi den, der kan måle og dokumentere bæreevnen, også kan få lov til at udnytte jordens styrke mere. Og her har den udviklede software og hardwareløsning spillet en afgørende rolle ved at gøre det muligt for os at måle friktionen, som kan omsættes til en bæreevne. Vi kan simpelthen tilpasse arbejdsprocessen efter jordens geotekniske egenskaber og styrkeforhold, så installatøren på byggepladsen næsten med det samme kan få vide, om skruerne er skruet rigtigt i og få dokumentation for det, som så kan sendes til kunden.

De tre modtagere har gjort en forbilledlig indsats med at samle stor erfaring og indsigt fra forskellige områder om ét fælles banebrydende projekt, der tænker bæredygtighed og fleksibilitet ind helt fra begyndelsen.

Mette Tony, forperson for Bygningskomponentprisens jury

Samarbejde åbner nye døre

Og med de tre engagerede og dedikerede herrers nytænkende og grundige tilgang har byggeriet fået et værktøj, der med syvmileskridt kan rykke branchen tættere på den stadigt mere nødvendige grønne omstilling, uden at der skal gås på kompromis med hverken æstetik eller pris.

- Hvis vi vil skabe reel grøn innovation i byggeriet, er det bydende nødvendigt, at vi tænker eksisterende fagligheder og viden sammen og begynder at bygge med naturen i stedet for udenom den. Og her har de tre modtagere gjort en forbilledlig indsats med netop at samle stor erfaring og indsigt fra forskellige områder om ét fælles banebrydende projekt, der tænker bæredygtighed og fleksibilitet ind helt fra begyndelsen, siger Mette Tony, forperson for Bygningskomponentprisens jury. 

De tre prismodtagere overrækkes hver 100.000 kr. ved en ceremoni i Villum Window Collection.

FORSKNING GØR FORSKELLEN

Skruefundamentet er traditionelt brugt ved mindre lette byggerier. Men da producent og distributør af BAYOS skruefundamenter Niels Thorup Madsen begyndte at undre sig over, hvorfor der ikke var nogen i branchen, der kunne beregne en skruepæl, tog han turen fra Lolland til Aalborg for at mødes med geoteknisk ingeniør Jens Jakob Porsmose og professor i geoteknik og fundering Lars Bo Ibsen.

De tre fandt en fælles nysgerrighed på muligheden for at bringe skruefundamentet ind i større byggerier og på den måde spare betydelige mængder CO2 på materialeforbruget og samtidig lette byggeprocessen.

Med deres forskellige faglige tilgange og mod på at finde løsninger på væsentlige problemer har de tre modtageres teams samarbejdet tæt de sidste 6 år. Først med at kortlægge skruefundamenters store potentialer for at optimere bæreevne, hvis der tages højde for, hvordan gevindet påvirker bæreevnen i forskellige jordtyper.

I Danmarks største sandkasse på Aalborg Universitet kan Lars Bo Ibsen og hans team styre lejringstæthed, sidetryk, lodret last, moment og meget mere. Og her udvikles nu et instrument med software, som beregner bæreevne baseret på sensorer, der ved nedskruning registrerer nedskruningshastighed, tryk og moment. Data herfra sendes derefter i en dokumentationsrapport direkte fra montagemaskinens sensorer på byggepladsen til rådgivere. Den nye beregningsmodel skal nu godkendes inden for de danske normer. Indtil modellen er godkendt, slutdokumenterer man skruernes bæreevne efter montage i henhold til den gældende dansk norm. Metoden er den første i Danmark, der kan dokumentere brugen af skruefundamenter og derved sikre, at bygningsreglementets Eurocode 7 overholdes.

Om Bygningskomponentprisen

Bygningskomponentprisen uddeles af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN. Prisen gives til en eller flere personer, der har gjort en særlig indsats for industrielt fremstillede bygningskomponenters værdi, betydning og praktiske anvendelse i dagliglivet. Prisen uddeles hvert andet år.

OM LARS BO IBSEN

Lars Bo Ibsen er professor på BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø og har siden 1986 været tilknyttet Aalborg Universitet, hvor han er leder af forskningsgruppen Geoteknik og Offshore Fundamenter. Han er desuden forskningsleder i projektet Day to Day Foundation: Innovative and Cost-effective Solutions for Future House Building Using Ground Screw Foundation. I projektet udvikler teamet software og hardware til beregning og montage af fundamentskruer.