Spring til indhold
Forside

Nyhed

Børn med skjult sproghandicap risikerer at blive tabt af samfundet

Lagt online: 31.08.2024

Børn med sprogforstyrrelsen DLD bliver misforstået. Hjælpen er svær at få, fordi diagnosen ikke er anerkendt i Danmark. Nu skal ny bog hjælpe med råd og vejledning til børn og forældre, og mere viden og information til lærere, fagprofessionelle og politikere.

Nyhed

Børn med skjult sproghandicap risikerer at blive tabt af samfundet

Lagt online: 31.08.2024

Børn med sprogforstyrrelsen DLD bliver misforstået. Hjælpen er svær at få, fordi diagnosen ikke er anerkendt i Danmark. Nu skal ny bog hjælpe med råd og vejledning til børn og forældre, og mere viden og information til lærere, fagprofessionelle og politikere.

Af Jane Grønning Johansen, AAU Kommunikation og Public Affairs.
Foto: artlist.io.

Forestil dig, at du har masser af ting at byde ind med i en samtale, men du kan ikke finde ordene, så derfor forbliver du tavs. Du kan faktisk heller ikke følge med i den samtale, der foregår mellem dine skolekammerater. Nogle vil måske synes, du er genert, introvert, eller måske ligefrem dum. Men det er du ikke, du har bare et skjult handicap i form af en udviklingsmæssig sprogforstyrrelse, kaldet DLD.

Det er virkeligheden for 7-9 procent af alle børn, der ifølge internationale undersøgelser lider af DLD. Sprogforstyrrelsen er derfor langt mere udbredt end fx ADHD, der vurderes at ramme 2-3 procent af alle skolebørn.

Uopdaget handicap med konsekvenser

DLD er for mange børn et uopdaget handicap, og det kan have vidtgående konsekvenser for børnene, hvis ikke de får hjælp, forklarer professor i udviklingspsykologi ved Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet, Kristine Jensen de Lopéz, der sammen med kollegaen Hanne B. Søndergaard Knudsen har skrevet bogen ’Kort og Godt om sprogforstyrrelsen DLD’. 

”Det kan få voldsomme personlige konsekvenser for børn med uopdaget DLD helt ud i voksenlivet, fordi de uden hjælp kan få svært ved at få en uddannelse, og dermed kan det også blive svært for dem at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi risikerer at tabe de her børn på gulvet, hvis ikke de får den rette hjælp og støtte,” siger Kristine Jensen de Lopéz.

1-2 børn  i hver skoleklasse

DLD er en udviklingsmæssig sprogforstyrrelse. Udenlandske studier fra primært Storbritannien viser, at 7-9% af alle børn har DLD. Det svarer til 1-2 børn i hver skoleklasse på hver årgang. Kendetegnet ved DLD er, at man har svært ved at lære og bruge det talte sprog, men i mange tilfælde også det skrevne sprog.  Kort sagt betyder det, at barnet har svært ved forståelse, anvendelse og produktion af sprog.

Udfordringen er, at mange ikke kender til DLD og aldrig har hørt om det. Konsekvensen af det manglende kendskab til DLD er, at mange børn ikke bliver udredt eller får den nødvendige støtte.

Vi risikerer at tabe de her børn på gulvet, hvis ikke de får den rette hjælp og støtte.”

Kristine Jensen de Lopéz, professor i udviklingspsykologi ved Aalborg Universitet

Skjult handicap med social slagside

DLD er et skjult handicap, som ikke forsvinder med alderen. Skjult, fordi du ikke kan se eller høre på et barn, om han eller hun har DLD. Derfor bliver mange børn med DLD overset og misforstået. Bogen er derfor et vigtigt skridt for at udbrede kendskabet til sprogforstyrrelsen. I Danmark er DLD ikke en anerkendt diagnose, og derfor eksisterer der ikke nationale retningslinjer, som sikrer ensretning og lige vilkår i forhold til tests, udredning og hjælp. Derfor er det særligt svært for børn med DLD at få den rigtige hjælp.

Det er et stort problem ifølge Kristine Jensen de Lopéz, fordi manglende viden og anerkendelse af DLD fører til, at børn med DLD bliver og føler sig misforstået af omverdenen – det kan i yderste konsekvens føre til mistrivsel, stress, angst og depression.

”DLD er enormt indgribende i børns liv. Vi lever i en verden, hvor sprog er omdrejningspunktet for alt, og derfor får sprogforstyrrelsen også en social slagside. Børn med DLD har svært ved at begå sig i samfundet, svært ved at møde nye mennesker eller indgå i samtaler med venner, fordi ordene ikke kommer af sig selv”, siger Kristine Jensen de Lopéz.

Fakta om DLD

  • DLD er en udviklingsmæssig, livslang sprogforstyrrelse, som ikke forsvinder med alderen. Børn med DLD har gode muligheder for et godt liv, samt at komme godt igennem skolen og få job og uddannelse i voksenlivet, hvis de bliver udredt og får hjælp tidligt.
  • Nogle børn med DLD har svært ved det talte sprog. De har svært ved at forstå, hvad de bliver fortalt. Derfor kan de også have svært ved at indgå i samtaler. Andre børn med DLD har også svært ved forstå dét de læser, forstå dét der står ’mellem linjerne’, analysere tekster, lære grammatiske regler, bøjninger af udsagnsord eller forstå matematikstykker, hvor der indgår skrevet tekst.
  • Der findes ikke standardiserede udredningsredskaber til ældre børn og voksne. Derfor er det nærmest umuligt at blive udredt som voksen og nærmest umuligt at få hjælp til at håndtere sin sprogforstyrrelse

Børn med DLD er i stor risiko for:

  • At udvikle lavt selvværd
  • At få angst
  • At få stress
  • Ensomhed
  • Urolig og udadreagerende adfærd eller at barnet trækker sig ind i sig selv

DLD i tal sammenlignet med andre diagnoser:

  • 1 % af alle børn har en Autisme diagnose*
  • 2-3 % af alle skolebørn har en ADHD-diagnose*
  • 7-9 % af alle børn har DLD
  • 12 % af alle 9. klasses elever har en ordblinde-diagnose*