Nuværende jobtitel og virksomhed

Postdoc, Aarhus University

Hvordan opstod interessen for mit forskningsfelt?

Jeg har, så længe jeg kan huske, været opmærksom på både mine egne og andres følelser. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg er vokset op i spændingsfeltet mellem flere kulturer.
Jeg lærte meget tidligt, at integration ikke kun handler om sprog og arbejde, men også om følelsesmæssig tilpasning.

At være “velintegreret” var også at kunne aflæse det emotionelle landskab omkring sig og justere sig derefter. Jeg blev derfor hurtigt bevidst om, at der fandtes forskellige måder at vise følelser på – alt efter hvor jeg var, og hvem jeg var sammen med.

I dag ved jeg, at vrede ikke er en følelse, vi alle har lige adgang til. Nogle kan hæve stemmen og blive hørt. Andre bliver aflæst som “for meget”, “for følelsesladede” eller “for ukontrollerede”.
Denne ulighed blev for alvor et fagligt anliggende, da jeg under min kandidatuddannelse i sociologi begyndte at fordybe mig i emotionssociologien.
Her fandt jeg det sprog, jeg havde manglet: et sprog, der kunne forklare, hvordan følelser ikke bare bor i kroppen, men også i samfundets strukturer og normer.

Hvad jeg er mest passioneret omkring i mit arbejde?

Vrede er en universel følelse, der kan opstå af mange grunde, men ofte er den tæt forbundet med oplevelser af uretfærdigheder. Vi bliver ofte vrede, når vi oplever noget som forkert – noget, der burde være anderledes. Netop derfor rummer vreden et vigtigt, og ofte overset, potentiale: Den kan fungere som drivkraft for handling og dermed skabe mulighed for forandring. 

Dette potentiale er imidlertid ikke lige tilgængeligt på tværs af sociale positioner som klasse, køn, etnicitet og hudfarve. Der er med andre ord en ulighed i hvem der har (og dermed hvem der ikke har) adgang til vredens potentiale som redskab i kampen mod uretfærdigheder.
Vrede kan derfor være en indgangsnøgle til at undersøge sociale uligheder i samfundet. Og det er lige præcis dét, jeg brænder mest for i min forskning.
Man kan sige, at jeg er interesseret i dér, hvor vreden taler ind i større samfundsmæssige uligheder. Uligheden er helt sikkert min drivkraft.

Hvad jeg håber, min forskning kan bruges til i fremtiden?

Min ph.d.-afhandlingen har identificeret et mere grundlæggende behov for at gentænke samfundets forståelse og håndtering af vrede. Hvis visse unge systematisk nægtes adgangen til at udtrykke vrede over uretfærdigheder, er det ikke kun deres følelsesliv, der begrænses, men også deres demokratiske handlekraft, hvilket undergraver deres mulighed for at deltage som fuldgyldige demokratiske borgere i samfundet.

I praksis kan resultaterne bruges til at forebygge denne ulighed. For eksempel kan de anvendes af fagpersoner, der arbejder med unge (lærere, pædagoger og socialrådgivere) for en mere nuanceret forståelse for konflikter og bedre støtte til unge, der oplever, at deres følelser ikke bliver anerkendt.

På et bredere niveau kan forskningen danne grundlag for indsatser og politikker, der tager højde for, at unge har forskellige muligheder for at blive hørt og forstået, når de oplever uretfærdigheder.

Og dette ér vigtigt: For hvis adgangen til legitim vrede begrænses på baggrund af kroppens sociale og symbolske position i samfundet, betyder det, at visse grupper systematisk ekskluderes fra muligheden for at udfordre ulighed og uretfærdighed – et forhold, som udgør en væsentlig demokratisk problemstilling i ethvert samfund.

Et råd til nuværende og fremtidige ph.d.-studerende?

Vær ikke så bange for at have dig selv med i din forskning.

Vi bærer alle på en rygsæk af erfaringer, der former vores blik på verden. Hvis vi bruger den rygsæk bevidst og refleksivt, kan vores menneskelige erfaringer åbne for perspektiver, spørgsmål og nuancer, som ikke ville eksistere uden os.

Mit råd til nuværende ph.d.-studerende i forhold til deres fremtidige karriere?

Gør det, du brænder for – det er ofte dér, vi har mest på spil, og derfor også dér, vi skaber den stærkeste forskning og potentielle forandring.

Lidt om mennesket bag forskeren

Selvom jeg selv er født og opvokset i Danmark, afslører mit navn, at mit ophav ikke er dansk. Min farfar, Muhittin Özkaya, forlod sin landsby i Tyrkiet i 1970 for et fremmed land – med håbet om at give sine børn og fremtidige børnebørn et bedre liv, end han selv havde haft.
Det er en historie, der har præget mig dybt, og som jeg bærer med stolthed i både mit navn og min forskning.

Linkedin - Betül Özkaya