DE UUDNYTTEDE TALENTER
Det ærgrede Thorkil, at der var en kløft mellem arbejdsgiveres behov for talent på den ene side og store uudnyttede talenter hos autistiske personer på den anden. Han fortæller:
”Jeg fik indsigt i, at det er meget svært for autistiske personer at realisere deres evner i et meningsfuldt job, da de ikke har de forventede sociale evner, som alle arbejdspladser kræver. Jeg følte, at det var urimeligt for både arbejdsgivere, som har brug for de talenter, mange autistiske personer besidder og for de autistiske personer, som brænder efter at vise en arbejdsgiver, at de kan levere værdifuld arbejdskraft”.
STORE MÅL OG STORE DRØMME
Det var på den baggrund, Specialisterne blev til i 2003. Det skulle vise sig at være en god idé, for i skrivende stund har Specialisterne kontorer i 12 lande, samarbejde med organisationer og virksomheder i mere end 20 lande, og målet (i samarbejde med FN) er at generere 1 mio. job til autistiske personer og andre med lignende udfordringer inden 2030 – de første 10.000 er skabt.
Målet skal nås dels ved at forberede autistiske personer til arbejdsmarkedet igennem ungdomsuddannelse og arbejdsafklaring, og dels ved at forberede arbejdsgivere igennem managementtræning og indirekte eller direkte rekruttering.
NYE EVENTYR
Såvel Thorkil som hans bestyrelse i Specialisterne var klar over, at målet om 1 mio. job var højt sat, og hvis det skulle lykkes, var det nødvendigt at få succes i USA. Det ville alt andet lige være lettere at opnå den succes, hvis Thorkil var til stede i USA. Heldigvis bakkede familien op om ideen, så Thorkil, hans kone og deres yngste søn forberedte sig på at flytte til USA.
Det var ikke første gang, Thorkil og hans kone tog på eventyr sammen. Han husker tilbage på studietiden på AAU:
”Jeg tænker på nogle dejlige år på AAU, hvor jeg mødte min kone på landinspektøruddannelsen. Vi tog et års orlov undervejs og rejste rundt i Sydeuropa og Nordafrika i en gammel camper – det var en fantastisk mulighed for at opleve fremmede kulturer, mens vi stadig studerede”.
4 SUCCESFULDE ÅR ”OVER THERE”
Som sagt så gjort: Thorkil og familien rykkede teltpælene op og flyttede til USA, så Specialisternes arbejde kunne udbredes der. Det lykkedes, for i løbet af 4 år var 50 store amerikanske virksomheder kommet i gang med rekrutteringsprogrammer for autistiske personer.
Specialisterne fik den ønskede succes i USA. Thorkil kunne nu koncentrere sig om, at udbrede Specialisternes succes i Europa og Asien.
HJEMVENDT OG KLAR TIL NÆSTE SKRIDT
Thorkil og hans familie flyttede tilbage til Danmark – konen og sønnen i juli 2017 og Thorkil 9 måneder senere. Thorkil arbejder fra sit hjemmekontor ved havnen i Nørresundby ca. halvdelen af tiden – det er bl.a. herfra han har videosamtaler med folk fra hele verden. Resten af tiden er han på farten.
Han fortæller, at Specialisterne nu er på vej ind i en ny fase:
”Næste fase vil være at skalere vores impact eksponentielt igennem ny teknologi og modeller for, hvordan lokalsamfund kan arbejde sammen i helhedsløsninger, hvor man træner autistiske personer, ledere, familier, lærere og myndigheder i at forstå og inkludere autistiske personer – og personer med lignende barrierer”.
AAU-LÆRING: UKENDT ≠ FARLIGT
Når man udefra betragter den vej, Thorkils karriere har taget, kan man undre sig over, hvordan landinspektøruddannelsen har ført til det job, han besidder i dag. Han fortæller, at de første job var direkte relateret til hans uddannelse, men efterfølgende har han haft gavn af andre AAU-kompetencer. Han uddyber:
”Jeg har brugt metoderne fra gruppearbejde, projektorientering og problembehandling til at favne bredere i forskellige ledelsesroller.
På landinspektøruddannelsen lærte vi at arbejde på tværs af sektorer i projekter, hvor vi skulle afdække problemstillinger og arbejde med forskellige teorier og modeller for at finde den bedst mulige løsning. Jeg tror, at uddannelsen har hjulpet mig til ikke at være bange for det ukendte og til at involvere andre i løsningerne”.
VERDENSMÅLENE OG DEN NYE ROLLE
Thorkil blev for nyligt udnævnt af regeringen som formand for Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål. Det er en udnævnelse, Thorkil er stolt af, men han er også klar over, at det er en tidskrævende og udfordrende rolle. Det er en opgave, hvor han i høj grad kan bidrage med sin viden og erfaring. Han fortæller:
”Min oplevelse fra mine rejser rundt i verden er, at der er brug for danske værdier og danske modeller for, hvordan forretning kan gøres medansvarlighed over for samfundet. De danske værdier er i høj grad afspejlet i verdensmålene – og de mange år i udlandet har gjort mig mere dansk end nogensinde”.
Thorkil opfordrer i øvrigt alle til at engagere sig i verdensmålene og gøre dem til sin egne.
NØGLEN TIL SUCCESSEN
Thorkils drøm er at realisere målet om 1 million job på verdensplan. Hans lokale drøm er, at Aalborg, Nordjylland og Danmark bliver verdens bedste lokalsamfund til at arbejde sammen om at udnytte de skjulte talenter hos mennesker, som oplever barrierer i jagten på at realisere sig selv.
Om Thorkils drøm går i opfyldelse, vides af gode grunde ikke, men hans idé viste sig at blive en stor succes, og ifølge Thorkil er nøglen til denne succes følgende:
”Det mest afgørende for min succes har nok været, at jeg har haft en sag at kæmpe for, som giver så meget mening og er så vigtig. Vi bliver nødt til at forstå talent og personlighed på en anden måde og skabe komfortzoner i uddannelsen og arbejdsmarkedet, hvor alle kan yde deres bedste”.