Spring til indhold.
Forside

Nyhed

AAU's Innovationsdirektør stopper

Lagt online: 08.06.2022

Dorte Stigaard har efter længere tids sygdom valgt at stoppe som innovationsdirektør. Hun er glad og stolt over at have været med til at flytte Aalborg Universitet til en stærkere position.

Nyhed

AAU's Innovationsdirektør stopper

Lagt online: 08.06.2022

Dorte Stigaard har efter længere tids sygdom valgt at stoppe som innovationsdirektør. Hun er glad og stolt over at have været med til at flytte Aalborg Universitet til en stærkere position.

Af Bo Jeppesen, Rektorsekretariatet. Foto: Inna Stelmark

Efter fire et halvt år som innovationsdirektør fratræder Dorte Stigaard pr. 1. juli stillingen. Det har været en svær beslutning, siger hun:

- Jeg har haft 20 fantastiske år på direktionsniveau i den offentlige sektor, heraf de sidste 4,5 år på Aalborg Universitet (AAU). Der har været fuld fart på hele vejen, ambitionerne har været store. Det har været utroligt spændende og givende; men det har også trukket tænder ud, og desværre for to måneder siden resulteret i et stresskollaps. Selvom jeg nu er meldt klar til at kunne starte så småt op igen, er jeg, bl.a. efter flere gode samtaler med rektor, nået frem til, at der nu skal ske noget andet i livet og arbejdslivet, siger Dorte Stigaard, og fortsætter:

- AAU har fortjent en innovationsdirektør, der også de næste år har det drive og den passion, som jeg hidtil har haft; men mit fokus og mine prioriteringer har flyttet sig her under min sygdom, og det er derfor bedst både for mig, AAU og AAU Innovation, at jeg takker af nu.

Rektor takker for Stigaards store bidrag

Rektor Per Michael Johansen forstår overvejelserne og takker Dorte Stigaard for hendes store bidrag til at udvikle Aalborg Universitet og AAU Innovation i særdeleshed:

- Dorte har med sin positive og passionerede tilgang været med til at flytte Aalborg Universitet et bedre sted hen. Jeg vil gerne takke for den kæmpe indsats, som Dorte har bidraget med i direktionen, i forhold til strategien og i forhold til at udvikle innovationsområdet, siger Per Michael Johansen.

Dorte Stigaard kan se tilbage på 4 1/2 år, hvor AAU Innovation har fået en ny og tydeligere profil og er blevet reorganiseret. Hun glæder sig over, at Aalborg Universitet til efteråret kan åbne et nyt innovationsfyrtårn, nemlig bygningen med arbejdstitlen, Science & Innovation Hub.

- Som direktionsansvarlig for at skabe indhold i de 8.500 kvadratmeter er jeg meget glad for at se, at det nu er lykkedes at skabe et unikt rum for kreativt samarbejde på tværs af studerende, forskere og virksomheder og samfund uden for universitetet, siger Dorte Stigaard.

Derudover er hun særlig glad for, at hun har været med til at sikre en samlet forsknings- og fundingstøttestrategi for AAU, fem nye decentrale hubs for innovation og entreprenørskab og en mere robust infrastruktur for Forskningsinnovation og Studenterentreprenørskab, ligesom der er sket en gennemgribende digitalisering, bl.a. med et nyt CRM-system og AAU Connect.

Dorte Stigaard kan som leder også se tilbage på, at innovationsområdet i 2021 har den højeste medarbejdertilfredshed på AAU.

- AAU Innovation står godt rustet til fremtiden med både en kompetent ledelsesgruppe og medarbejderstab, slutter Dorte Stigaard.

Dorte Stigaard kommer og siger formelt farvel ved en afskedsreception inden sommerferien. Datoen bliver snarest fastlagt.