Nyhed
AAU justerer sit kvalitetssystem for uddannelse
Lagt online: 09.04.2021

Nyhed
AAU justerer sit kvalitetssystem for uddannelse
Lagt online: 09.04.2021

AAU justerer sit kvalitetssystem for uddannelse
Nyhed
Lagt online: 09.04.2021
Nyhed
Lagt online: 09.04.2021
Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation
Efter to års evaluerings- og udviklingsarbejde er Aalborg Universitet (AAU) nu klar til at lancere et kvalitetssystem version 2021, som fremover skal danne rammen for udviklingen og evalueringen af universitetets uddannelser. Systemet er en justeret udgave af det eksisterende kvalitetssystem – dog med flere essentielle ændringer.
- Et af målene for AAU’s kvalitetssystem version 2021 har været at skabe et minimumssystem, der i højere grad giver institutterne mulighed for at udvikle deres egne procedurer for, hvordan de vurderer og evaluerer kvaliteten af deres uddannelser i henhold til nogle mere overordnede rammer. Vi øger rummet for kvalitetsledelse ved at indføre flere kvalitative elementer i arbejdet, som skal styrke dialogerne om og vurderingerne af kvaliteten af vores uddannelser, fortæller Jeppe Emmersen, der er konstitueret prorektor for uddannelse på AAU.
- Kvalitetsarbejdet skal ikke kun handle om at se på kvantitative nøgletal. Institutterne skal også have mulighed for fx at evaluere kvaliteten af et undervisningsforløb med andre metoder end de gængse kvantitative surveys blandt studerende, tilføjer han.
Jeppe Emmersen og prodekanerne for uddannelse har været en del af de tværgående arbejdsgrupper, som har gået det eksisterende kvalitetssystem efter i sømmene og udformet det justerede. 10 institutledere, 14 viceinstitutledere/studieledere, 13 studienævnsformænd, fem undervisere, tre studerende og 11 repræsentanter fra det administrative personale i form af både områdeledere og kvalitetsmedarbejdere fra institutterne har også deltaget i arbejdsgrupperne.
- Rejsen mod det justerede system har været dialogbaseret med stor organisatorisk involvering. Det er min forhåbning, at dette giver et større ejerskab og kan være med til fortsat at udvikle kvalitetskulturen på AAU. Kvalitetssystemet er ikke statisk, siger Jeppe Emmersen.
Han understreger, at opgaven med at sikre kvaliteten i AAU’s uddannelser er et kontinuerligt arbejde.
- Det er et kardinalpunkt for AAU at uddanne dimittender til fremtidens arbejdsmarked. Derfor er det afgørende, at vi løbende fremtidssikrer og udvikler uddannelserne, så dimittendernes kompetencer kan bruges i erhvervslivet og samfundet som helhed – også på den lange bane, forklarer han.
En anden væsentlig justering er, at kvalitetssystemet nu følger den studerende lige fra valget af uddannelse og frem til, at dimittenden får sit første job og starter karrieren. ’Rekruttering og studiestart’ er dermed et nyt kvalitetsområde, som fremover vil få øget fokus.
- Vi ved, at studiestarten og hele den måde, vi tager imod nye studerende på, har stod betydning for fastholdelsen og gennemførslen af uddannelsen. Derfor er evalueringen af studiestarten helt central. Vores studerende skal fra dag ét opleve undervisning med højt læringsudbytte, problembaseret projektarbejde og andre studieaktiviteter af høj pædagogisk og forskningsmæssig kvalitet – og ikke mindst et studiemiljø, der fremmer læring, dannelse og en faglig identitet, siger Jeppe Emmersen.
Som noget nyt er ’principper for problembaseret læring’ også blevet tilføjet som et kvalitetsområde, som institutterne aktivt skal forholde sig til i udviklingen og evalueringen af uddannelserne.
- Problembaseret læring (PBL) er en del af AAU’s unikke DNA, og vores læringsmodel er central for uddannelserne og vores studerendes læring. Med det justerede kvalitetssystem lægger vi op til en systematisk revurdering af PBL-principperne. Udmøntningen af disse principper i studieordningen og forankringen i uddannelsernes studieaktiviteter og evaluering af denne er derfor en del af det justerede kvalitetssystem, forklarer Jeppe Emmersen.
Som en del af kvalitetsarbejdet arbejder AAU også på at sikre, at universitetets dimittender kommer hurtigt i arbejde efter endt uddannelse. Det bliver derfor en del af det justerede kvalitetssystem, at institutterne fremover skal have skærpet fokus på dimittendledigheden i 1., 2. og 3. kvartal efter den studerendes dimission. Tidligere har fokus primært været på den gennemsnitlige ledighed opgjort for 4.-7. kvartal.
- Jo længere tid en dimittend går ledig, jo sværere kan det blive for vedkommende at finde et arbejde. Det er ikke fair over for dimittenderne, og derfor er det vigtigt, at vi fortsat følger udviklingen og sætter ind, hvis vi kan se, at ledigheden går i den forkerte retning på den enkelte uddannelse. Det er en problemstilling, vi tager meget alvorligt, siger prorektor.
Fremover skal Fælles Service desuden stå for at lave en samlet oversigt over AAU’s tilbud inden for karrierefremmende- og entreprenørskabende aktiviteter samt registrere, hvilke typer af studerende der benytter sig af tilbuddene.
AAU’s samlede kvalitetssystem er beskrevet på www.kvalitet.aau.dk. Her findes samtlige dokumenter, der danner rammerne for kvalitetsarbejdet, herunder de konkrete procedurer og principper.
Det nye kvalitetssystem bliver udrullet hen over det kommende år, og på hjemmesiden finder du en detaljeret implementeringsplan.
Læs også: Introduktion til AAU’s kvalitetssystem