Spring til indhold.
Forside

Nyhed

AAU får ny vicedirektør for Kommunikation

Lagt online: 10.06.2022

Susse Maria Holst vil fra august være Aalborg Universitets nye vicedirektør for Kommunikation. Hun bliver dermed primusmotor i arbejdet med udviklingen af universitetets nye kommunikationsstrategi.

Nyhed

AAU får ny vicedirektør for Kommunikation

Lagt online: 10.06.2022

Susse Maria Holst vil fra august være Aalborg Universitets nye vicedirektør for Kommunikation. Hun bliver dermed primusmotor i arbejdet med udviklingen af universitetets nye kommunikationsstrategi.

Af Jeannette Bylov, presserådgiver, AAU Kommunikation

Aalborg Universitet (AAU) skal spille en større rolle i forhold til udviklingen af løsninger på de store globale udfordringer og fylde mere i bevidstheden hos meningsdannere, politikere og hos den brede befolkning. For at understøtte den proces er der truffet en beslutning om at styrke kommunikationsområdet i hele organisationen. Derfor kan AAU til august byde en ny vicedirektør for Kommunikation velkommen til campus.  

- Jeg glæder mig rigtig meget på vegne af hele universitetet til at byde Susse Maria Holst velkommen til AAU. Med Susse Maria får Aalborg Universitet en skarp profil inden for strategisk kommunikation, public affairs og ledelse. Hun kommer med en vifte af flotte resultater fra arbejdet som kommunikationschef i blandt andre Gigtforeningen, Uddannelses- og Forskningsministeriet og i Danske Regioner. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Susse Maria er den helt rette person til at løfte opgaven med at føre AAU i en mere strategisk - og resultatskabende retning inden for kommunikationsområdet, siger universitetsdirektør Søren Lind Christiansen.

Susse Maria Holst vil fra den 1. august træde ind i rollen som leder for AAU Kommunikation. Hun vil dermed blive primusmotor på udviklingen af universitetets nye kommunikationsstrategi. Den kommende strategi for kommunikationsområdet skal understøtte den overordnede strategi for AAU med afsæt i den missionsdrevne tilgang til forskning.

Målet med nyansættelsen og den kommende kommunikationsstrategi er at skabe en tydelig retning for kommunikationsindsatsen i hele organisationen, så kommunikationen understøtter de positive forandringer, AAU ønske.

- Min ambition er, at kommunikationen fra AAU skal nå ud til flere og skabe en større forandring. Vi skal vide, hvem vi gerne vil kommunikere med, og hvad de er interesserede i og løbende følge op på, om vi når dem. Universitetet har med sin nye, overordnede strategi store ambitioner med missionsdrevet forskning. Strategisk og målbar kommunikation er et vigtigt redskab til at nå bredt ud for at skabe forandringer, hvis vi arbejder systematisk med det, siger Susse Maria Holst.

En af de store opgaver, der venter på at blive sat i gang af den nye vicedirektør, er udviklingen af en ny kommunikationsstrategi. Den skal i de kommende år sætte retningen for AAU’s kommunikationsindsatser i hele organisationen.

- Før vi sætter arbejdet med den nye kommunikationsstrategi i gang, vil jeg bruge tid på at tale med mange samarbejdspartnere i organisationen for at få et indtryk af ønsker, udfordringer og mål med kommunikationen i dag. Kommunikationsstrategien skal komme med pejlemærker, men også understøtte en anden måde at arbejde med kommunikation på. Vi skal have et endnu stærkere kommunikationsfagligt miljø på AAU, hvor vi udvikler de bedste kommunikationsprodukter til dem, vi gerne vil i dialog med. Vi skal også løbende måle på, om det har den ønskede effekt. Det kan være på konkrete forskningsprojekter, inden for AAU’s missioner eller en dagsorden, AAU gerne vil rejse over for politikere og beslutningstagere, fortæller Susse Maria og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at blive en del af en stor organisation, der hver dag skaber viden til gavn for os alle. Jeg vil vise den forskel, god kommunikation kan gøre og vise, at med god træning i at kommunikere kan man nå ud til mange flere med sine budskaber. Kommunikationsrådgivning og træning skal gerne være i høj kurs på AAU om et år, siger Susse Maria Holst.

Susse Maria Holst er opvokset i Sønderborg og bor i dag med sin familie i København. Hun har flere års erfaring med at udvikle- og implementere kommunikationsstrategier i komplekse organisationer. I sine tidligere stillinger har hun arbejdet med public affairs på begge sider af bordet og kender arbejdsgangen på Slotsholmen efter flere år som kommunikationschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet med rådgivning af ministre og direktioner som en del af opgaveporteføljen.