Nyhed
AAU en del af ny grøn alliance mellem Danmark og Massachusetts
Lagt online: 16.02.2026

Nyhed
AAU en del af ny grøn alliance mellem Danmark og Massachusetts
Lagt online: 16.02.2026

AAU en del af ny grøn alliance mellem Danmark og Massachusetts
Nyhed
Lagt online: 16.02.2026

Nyhed
Lagt online: 16.02.2026

Af Mette Hjorth Rasmussen, Susanne Togeby og Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Privat samt Inovation Centre Denmark, Consulate of Denmark, Boston
Danmark og den amerikanske delstat Massachusetts styrker samarbejdet mellem virksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige aktører på begge sider af Atlanten. Professor Brian Vad Mathiesen fra Institut for Bæredygtighed og Planlægning og professor Jakob Stoustrup fra Institut for Elektroniske Systemer deltog i den danske delegation, der var i Massachusetts for at indgå aftale med delstaten.
Den økonomiske partnerskabsaftale skal styrke både de videnskabelige, teknologiske og kommercielle bånd særligt inden for life science, sundhed, avanceret produktion, kunstig intelligens og grøn energi.
”Aftalen skaber en fælles ramme for tættere samarbejde. Hvor Massachusetts er globalt førende på life science, kan Danmark – og AAU – være en stærk partner på energisystemer og grønne teknologier,” siger professor Brian Vad Mathiesen.
Han fremhæver bl.a. smarte energisystemer, fjernvarme, elektrificering, integration af offshore vind samt Power-to-X som områder, hvor AAU kan bidrage med både forskning og praktisk erfaring.

Den nye aftale mellem Danmark og Massachusetts udspringer ikke af et pludseligt initiativ, men af et samarbejde, der går et årti tilbage. AAU har blandt andet været en aktiv del af Cross Atlantic Network for System Integration (CANSI) – et netværk, der gennem en længere årrække har samlet forskere og aktører inden for energisystemer på tværs af Atlanten.
”CANSI-netværket har spillet en direkte rolle i udviklingen af den nye statslige aftale. Der er bygget stærke faglige relationer op mellem Massachusetts og Danmark, og den historik afspejler sig tydeligt i den interesse og velvilje, vi mødte,” fortæller professor Jakob Stoustrup, der deltog i delegationen som repræsentant for AAU’s Mission for Bæredygtig Energi.

Ifølge Brian Vad Mathiesen betyder aftalen, set fra dansk side, en hurtigere vej fra kontakt til konkrete samarbejder. Det betyder lettere adgang til beslutningstagere, bedre match mellem virksomheder og universiteter og flere fælles projekter, der kan komme ud at leve.
Jakob Stoustrup er enig og forventer et tæt samarbejde på tværs af hele Mission for Bæredygtig Energi.
”Der var en overraskende stor interesse fra amerikansk side for at samarbejde langt mere omfattende. Danmark bliver anerkendt for unikke kompetencer på energiområdet, både når det gælder teknologi, regulering og praktiske løsninger. Det gør danske universiteter og virksomheder til meget attraktive partnere.”
Klik for at se liste over deltagere i delegationen.