Spring til indhold.
Forside

Nyhed

AAU arbejder hjemmefra: Claus Elmholdt

Lagt online: 03.04.2020

Selvom online undervisning kan virke skræmmende og krævende, fordi alt er live, og teknikken hurtigt kan svigte, så er det i skrivende stund faktisk gået ganske glimrende. Sådan lyder det fra lektor Claus Elmholdt, som i øjeblikket underviser 35 masterstuderende i ledelses- og organisationspsykologi via den digitale platform Zoom.

Nyhed

AAU arbejder hjemmefra: Claus Elmholdt

Lagt online: 03.04.2020

Selvom online undervisning kan virke skræmmende og krævende, fordi alt er live, og teknikken hurtigt kan svigte, så er det i skrivende stund faktisk gået ganske glimrende. Sådan lyder det fra lektor Claus Elmholdt, som i øjeblikket underviser 35 masterstuderende i ledelses- og organisationspsykologi via den digitale platform Zoom.

Af Claus Elmholdt, lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi

Hvor og hvordan har du indrettet dit hjemmekontor?

Jeg har ikke et egentligt hjemmekontor, men vi har indrettet os med hjemmeskoling af tre børn og hjemmearbejde for to voksne ved langbordet i stuen. Når der skal holdes digitale møder, og det er der mindst én af os, der gør hele tiden, så er det ind i soveværelset eller på et af børneværelserne. Den dybe lænestol og sengen udgør til tider også kontorpladsen – absolut ikke ergonomisk korrekt, men jeg prøver at veksle mellem mange forskellige arbejdspositioner og -stillinger – lidt i lænestolen, lidt i sofaen, lidt i sengen, lidt ved spisebordet, lidt stående ved køkkenbordet.

Hvilke udfordringer har coronavirus givet dig i dit arbejde, og hvordan har du løst dem?

Jeg er ansat som lektor på deltid ved AAU, og derudover er jeg faglig direktør i LEAD enter next level, som er en konsulentvirksomhed med ca. 30 ansatte. Den famøse onsdag aften hvor Mette Frederiksen sendte Danmark hjem, der begyndte aflysningerne og flytningerne af konsulentopgaver straks at vælte ind, samtidig havde jeg deadline på et par forskningsartikler. Nu er det godt tre uger siden, og jeg har nærmest arbejdet i døgndrift siden med at flytte konsulentopgaver over på digitale platforme, kompetenceudvikle personalet, udvikle corona-krise relevante nye services, trimme organisationen, ombooke, aflyse etc. Derudover har jeg haft travlt med at flytte vores LOOP-master uddannelse over som faciliteret online undervisning. Oven i hatten hjemmeskolet tre unger. Shit, hvor jeg glæder mig til lidt påskeferie. Men der har bestemt også været rigtig meget læring og god energi midt i alt det her morads, både fra mine kollegaer på AAU og fra mine kollegaer i LEAD. Det er jo lidt en kliché, når statsministeren siger det, men jeg har virkelig følt den her vilje til at stå sammen på afstand og få tingene til at lykkes, selvom – eller måske på trods af – at alting er vendt på hovedet.  

Hvordan har du grebet omlægningen til digital undervisning an - og hvilke overvejelser har du gjort dig undervejs?

Jeg er koordinator på masteruddannelsen LOOP (Master i ledelses- og organisationspsykologi), og vi kører i denne uge seminar 2 på 3. semester som fuld faciliteret online undervisning via Zoom-platformen med 35 studerende. I skrivende stund går det glimrende med meget positiv feedback fra de studerende og minimale tekniske problemer. Når nu situationen er, som den er, og vi var tvunget ud i digital undervisning, så var der for mig ingen tvivl om, at et synkront online format ville være det fedeste og skabe den bedste læring. Men det er også det mest skræmmende og krævende, for alt er jo live, og der er så meget, der kan gå galt med teknologi, der svigter, dårlig lyd eller billede, udfald på wifi-forbindelsen etc. Heldigvis var LOOP-staben med på at prøve det af, og vi fik holdt et grundigt planlægningsmøde med introduktion til Zoom-platformen, samt didaktiske tips og tricks til hvordan undervisningen skal tilpasses til et online læringsformat.

Gode råd og anbefalinger til digital undervisning?

Kan klart anbefale Zoom meeting til faciliteret online undervisning – det er super stabilt, intuitivt og har en række virkelig brugbare funktioner såsom chat, poll, break-out rooms, raise hand, som giver dig som underviser en masse muligheder for at lave intens og interaktiv undervisning, der holder deltagernes opmærksomhed fanget og aktiverer dem, hvilket i min optik er det absolut vigtigste for at sikre effektiv læring.

Har du nogle tips til, hvordan man får hjemmearbejdet til at fungere, hvis man som du skal have to deltidsjob, tre hjemmegående børn og et familieliv til at fungere på én gang?

Godt spørgsmål. Jeg sover for lidt, og så har jeg en sød kone og nogle vildt søde børn, der hjælper os rigtig meget. De to store drenge på 16 og 13 står stort set for skoledagen for den mindste på 8 år, og de laver også aftensmad flere gange om ugen. Min kone er børnepsykiatriker, og hun laver lige nu konsultationer hjemmefra, så vi sparer begge en del transporttid – måske er det i virkeligheden noget af hemmeligheden. På den mentalhygiejniske side, så prioriterer jeg at løbe eller cykle en tur hver dag eller lave workout i stuen med drengene. Og så pakker vi hver aften arbejdet væk fra stuebordet, spiser aftensmad sammen og drikker et glas vin.

Om 'AAU arbejder hjemmefra':

Alle AAU-ansatte skal i disse uger arbejde hjemmefra pga. coronavirus. Men hvordan indretter man et hjemmekontor, og hvordan får man arbejdsdagen til at fungere? I denne artikelserie har vi spurgt en række AAU-ansatte, om de vil dele billeder af deres hjemmekontorer og give deres bedste tips til, hvordan man bedst får arbejdsdagen til at fungere derhjemme.

Vil du være med? Send 2-3 billeder, inkl. et selfie, samt nogle linjer til inside@adm.aau.dk. Beskriv fx hvordan du har indrettet dit hjemmekontor, hvilke arbejdsopgaver du sidder med og eventuelle gode råd til, hvordan man får arbejdsdagen til at fungere bedst muligt.