Spring til indhold
ForsideSamarbejdeTilbud til gymnasierBesøg på AAUMatematik

Matematik - Når fysikken ikke giver mening – rotation, varmeoverførsel og modvind

Beskrivelse af aktiviteten: Nogle gange oplever vi ting i hverdagen, som ved første øjekast ikke giver nogen mening. Hvorfor drejer du hurtigere på en karrusel, hvis du trækker dig indad, og hvorfor føles dine nøgler altid kolde – selv hvis de har været på dit værelse hele natten og derfor burde være varme? Hvorfor er sikkerhedsselen i bilen ofte brandvarm, mens resten af bilen bare er lidt lun? Og hvorfor føles det altid så træls at cykle i modvind? Det er nogle af de spørgsmål, vi vil kigge på i dette oplæg.

Oplægget er interaktivt. Eleverne får lov til at se og mærke nogle af de nævnte fænomener og lærer at stille spørgsmål til verden omkring dem.

Karakter af besøgets indhold: Der holdes et oplæg på omkring 45 minutter. Herefter arbejder eleverne - enten individuelt eller i grupper - på opgaver omkring ét af de tidligere beskrevne emner. Hvilket emne, der udvælges, afgøres ved afstemning i plenum. Efterfølgende gennemgås opgaverne samlet for at sikre, at alle har forstået det valgte materiale. Under og efter oplægget er der mulighed for at eleverne kan stille spørgsmål til, hvad end de er nysgerrige på – andre fysiske fænomener, opklarende spørgsmål, livet som ingeniørstuderende på AAU etc.

Oplæg (45 min.)
Opgaver (30 min.)
Opsamling og spørgsmål (15 min.)

Faglig relevans: Relevant for elever, der har haft undervisning i fysik og matematik. Den præsenterede matematik er ikke kompleks. Det mest komplekse emne (modvind) undersøges vha. en 2. grads ligning.

Nøgleord: Modvind, rotation, konduktion, varmekapacitet, 1. grads ligninger, 2. grads ligninger, intuition, nysgerrighed, enhedsberegning.

Forventet niveau: 1., 2. og 3.g. (STX eller HTX). Oplægget kan også tilpasses til 8. og 9. klasse.

Forberedelse: Ingen forberedelse.

Udbytte: Oplægget og opgaveregning giver eleverne indblik i de valgte fysiske fænomener og giver samtidig eleverne en forståelse for, hvordan man kan bruge matematik til at forstå fysikkens love mere intuitivt. Derudover lærer eleverne også, hvordan man kan bruge videnskab til at besvare de spørgsmål om verden, som man er nysgerrig omkring.

Maks. Antal personer: 30 elever.

Forelæser: Energistuderende Daniel Moshage Sommerlund.

Tidspunkter for besøget: Aftales med kontaktperson.

Besøgets varighed: Ca. 1,5 time.

Mødested: AAU Energi, Aalborg Universitet, Pontoppidanstræde 101, 9220 Aalborg Ø, eller alternativt på jeres eget gymnasium.

Kontaktperson: gymnasieportalen@adm.aau.dk, Daniel Moshage Sommerlund, AAU Energi.

Praktiske detaljer: Det forventes at elever medbringer papir og noget at skrive med samt en lommeregner (regneværktøj på PC kan også bruges)

thumbnail

Oplæg "Når fysikken ikke giver mening - rotation, varmeoverførsel og modvind"

Du skal acceptere følgende cookiekategorier for at kunne se indholdet: Marketing

Oplæg "Når fysikken ikke giver mening - rotation, varmeoverførsel og modvind"

Du skal acceptere følgende cookiekategorier for at kunne se indholdet: Statistiske