AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Feel Good på AAU

  • +

    Feel Good universet

    Feel Good universet er en ny tilføjelse til AAU Student app, som har fokus på at styrke studiemiljøet på AAU ved skabe et afbalanceret studieliv for de studerende.

    Feel Good kan hjælpe dig med at planlægge din tid, nå dine mål og få styr på dine opgaver – lige fra opvasken til eksamensforberedelsen. Feel Good indeholder tre værktøjer, som kan bruges uafhængigt af hinanden. Du kan læse mere om Feel Good på denne side - du kan også se en kort video om Feel Good nederst på siden.
     

     

     

  • +

    Styr på tiden

    Med fokus på planlægning og tidsforbrug gør værktøjet, Styr på tiden, dig bevidst om, hvad du bruger din tid på, så du har et afsæt at handle ud fra.

    For bedst at kunne reflektere over din udvikling, skal du starte med at give en status på, hvordan du har det her og nu. 

    Herefter vil du blive bedt om at reflektere over, hvad der gør dig glad. Tænk på tre fritidsaktiviteter, der kan være med til at give dig energi, når hverdagen bliver for travl. 

    I næste trin bliver du bedt om at fokusere på, hvad du bruger din tid til. Derfor bliver du stillet nogle spørgmål om studie, søvn, fritidsjob og andre aktiviteter. Er du i tvivl om, hvad du bliver spurgt til, kan du ud for alle kategorier finde en informationsknap (i).

    Når du har gennemgået de tre ovenstående trin, vil du få et samlet overblik over dit ugentlige tidsforbrug. Det sidste skærmbillede sammenholder de data, du har indtastet, med anbefalinger og forskning på området. For eksempel omkring søvn og studietid.

    Nederst i skærmbilledet vil du finde de energikilder, du startede med at notere. Dine energikilder kan give dig energi og glæde i en presset hverdag, derfor er de utroligt vigtige at have med, når du planlægger din uge.

  • +

    Opsæt mål

    Hvis du virkelig vil opnå noget, er det en god idé at opsætte mål for dig selv. Et mål, som du er motiveret for at nå, hjælper dig nemlig til at fokusere din energi på en meningsfuld måde. Og så hjælper det dig til rent faktisk at nå dit mål. Vi foreslår, at du bruger SMART-modellen til at komme i hus med dine mål. SMART er forkortelse for:

    • Specifikt: Dit mål skal indikere præcist, hvad du vil opnå
    • Målbart: Hvornår er du i mål? Det skal være let at måle
    • Attraktivt: Dit mål skal motivere dig - hvorfor kæmper du for målet?
    • Realistisk: Det skal være muligt at opnå målet i din nuværende situation
    • Tidsbestemt: Der skal være en klar deadline i din planlægning

    Værktøjet Opsæt mål kan hjælpe dig med rent faktisk at nå det, du gerne vil. 
     

    to Eksempler på SMART-mål

    Hvis du for eksempel gerne vil klare dig godt til eksamen, er dette ikke i sig selv et SMART-mål, da det ikke opfylder ovenstående kriterier. I stedet kunne dit SMART-mål være:

    "Jeg vil have forberedt mindst 3 spørgsmål til hver forelæsning det kommende semester" . Her kunne det bagvedliggende mål være:

    • Jeg vil have overblik over mit kursuspensum før eksamen. Det vil jeg gøre ved, at jeg efter dagens forelæsning bruger 15 minutter til at reflektere over min læring og tilretter mine noter.

    Et andet eksempel kan være, at du gerne vil forbedre din sundhed. Det er heller ikke i sig selv et SMART-mål, da det ikke opfylder ovenstående kriterier. I stedet kunne dit SMART-mål være:

    "Hver dag i det dette semester, sætter jeg tid af til at gå 8.000 skridt". Her kunne det bagvedliggende mål være: 

    • Jeg vil have mere bevægelse i min hverdag, så jeg kan forbedre min sundhed.

    For at få dig til tænke over et godt SMART-mål, står der listet en række eksempler, når du skal i gang med at formulere et mål i app'en. Det kan være en idé at trække en af dine energikilder fra værktøjet Styr på tiden ind. Hvis du for eksempel har angivet søvn som energikilde, kan SMART-målet være mindst 7 timers søvn pr. nat de næste 2 måneder.

    Skal du have succes med at nå dine mål, er det vigtigt, at du løbende arbejder med målene for at nå i hus med dem. Det kan du blandt andet gøre, ved at du sidst i værktøjet takker ja til notifikationer og dermed løbende forholder dig til dine mål.

  • +

    Prioritér dine opgaver

    Sommetider kan alle de opgaver, man skal nå, eller har sat sig for at skulle nå, fylde mere end de egentligt behøver. Værktøjet Prioritér dine opgaver skal hjælpe dig med at tømme dit hoved for alle opgaver, du kan komme i tanke om - det kan være alt fra rengøring til lektielæsning eller lægebesøg. 

    Når du har skrevet alle dine opgaver ned, skal du i gang med at sortere dem – det er en måde at få styr på, hvad der er vigtigt og hvad der kan vente eller måske helt undlades.

    Til sidst får du et overblik over de sorterede opgaver. Når du har løst en opgave vinger du den af, og herefter ryger den ned i kategorien Har fikset. På den måde bevarer du overblikket over alle dine opgaver.

    Det er vigtigt at du dagligt bruger tid på at justere dine opgaver, tilføjer nye og sletter ikke aktuelle opgaver. På den måde mindsker du stress og får ro i maven.

  • +

    Se vores video om Feel Good