Uddannelse
Forskning
Samarbejde
Gratis psykologhjælp til unge bliver permanent

Gratis psykologhjælp til unge bliver permanent

Vi er bevidste om, at flere unge desværre kæmper med angst og psykisk mistrivsel på daglig basis. Derfor kan vi glædeligt meddele, at Regeringen og aftalepartierne har besluttet at gøre forsøgsordningen med gratis psykologbehandling til unge med let til moderat depression eller angst permanent.

Lagt online: 03.02.2021

Derudover bliver ordningen også udvidet, således ikke blot unge i aldersgruppen 18-21 år kan benytte sig af tilbuddet, men i stedet alle unge i aldersgruppen 18-24 år. Det forventes, at ordningen træder i kraft i løbet af 2. halvår af 2021, og at den gratis psykologbehandling ydes på samme vilkår som tilskudsordningen til psykologbehandling med undtagelse af, at behandlingen ydes uden egenbetaling, hvilket I kan læse mere om her.

Denne permanente ordning med gratis psykologbehandling til unge har dog ingen betydning for det, som AAU tilbyder studerende med behov for psykologhjælp. Det skyldes, at de tilbud, som vi udbyder til studerende, der har det svært, i forvejen er gratis. Af nedenstående tilbud er det kun Studenterrådgivningen, som tilbyder psykologhjælp på lige fod med en almindelig privatpraktiserende psykolog, men den nye ordning med gratis psykologbehandling vurderes ikke at have en indflydelse på tilbuddet hos Studenterrådgivningen, da behandlingsforløbet her i forvejen er gratis.