AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Surveying, Planning and Land Management

Teamleder i Rambøll Oil & Gas med ansvaret for 3D-skanning

Teamleder i Rambøll Oil & Gas med ansvaret for 3D-skanning

Lige siden studietiden har Lau Jensen været fascineret af 3D-skanning og de muligheder, som avancerede målemetode giver. Efter næsten tre år i Qatar som udsendt for COWI har den 33-årige landinspektør i to år været teamleder i Rambøll Oil & Gas i Esbjerg med ansvar for at opbygge virksomhedens forretning indenfor 3D-skanning. Her fortæller Lau Jensen bl.a. om, hvordan hans viden om opmåling blev udfordret, da hans team fik til opgave at 3D-skanne et kæmpe skib i åben sø.

HVORDAN OPSTOD DIN INTERESSERE FOR AVANCEREDE MÅLEMETODER?

”Allerede i mit speciale på universitetet arbejdede jeg med 3D-skanning, og det er det, der hele vejen igennem har været min faglige passion. På 9. semester var jeg som en del af landinspektøruddannelsen i tre måneders projektpraktik hos COWI, og det gik så godt, at jeg, mens jeg var i praktik, tog en tur til Qatar og løste nogle opgaver for dem. Det gik over al forventning, og da jeg var færdig på studiet knap et år senere, tilbød COWI mig et job og muligheden for at rejse ned til Doha i Qatar igen og starte landmåling op i Golfregionen som Gulf Region Survey Manager.”

FAKTA: LAU JENSEN, 33 ÅR, SURVEY MANAGER, RAMBØLL OIL & GAS, ESBJERG. UDDANNET LANDINSPEKTØR I 2007 FRA AALBORG UNIVERSITET. BLEV I FORÅRET 2012 UDPEGET TIL AT VÆRE BLANDT LANDETS STØRSTE LEDELSESTALENTER UNDER 35 ÅR I BERLINGSKE BUSINESS MAGASINS ÅRLIGE TALENT 100 OPGØRELSE.

HVAD GIK DET JOB UD PÅ?

”Jeg landede i Qatar en måneds tid efter, at jeg havde afleveret mit speciale, og da lå der blot en mobiltelefon og stod en computer på et skrivebord, og så var opgaven: ’Make a business’. Jeg skulle selv ud og finde kunderne, og det var relativt nemt, fordi COWI i forvejen havde et stort kontor i Qatar med alle ingeniørgrenene på nær landmåling. Så jobbet gik mest ud på at opsøge de forskellige virksomheder dernede og forklare dem, hvad 3D-scanning og landmåling går ud på. Kort tid efter, at jeg var ankommet, landede jeg min første rammeaftale med Total E&P, det franske olieselskab, og derefter var det rimelig ’straight forward’.

Jeg havde fra begyndelsen et stort ansvar og fik lov til at vise, hvad jeg kunne. Jeg var selv ude og udføre alle opgaver, beregne dem og aflevere dem til kunden, for der var jo kun mig på kontoret til at begynde med. Da jeg efter noget tid havde fået nogle referencer, kunne jeg bruge dem til at opsøge nye kunder – og som ringene i vandet bredte det sig, og jeg tror ikke, at der gik mere end fem-seks måneder, før jeg ansatte den første filippinske landmåler til at udføre arbejdet i marken, og så kørte det sådan set derfra.

Mellemøsten var både jobmæssigt og menneskeligt en super udfordring. Alle der får muligheden for at tage udenlands for at arbejde, kan jeg kun opfordre til at tage af sted.”

HVAD LAVER DU I DIT NUVÆRENDE JOB I RAMBØLL?

”Jeg skiftede til Rambøll i marts 2010, hvor jeg skulle stå for en lille afdeling i virksomheden, 3D-Scanning & Survey. Da jeg kom, bestod afdelingen af 2-3 mand, der sad og lavede 3D-skanning offshore på forskellige projekter. Rambøll har i mere end 10 år haft 3D-skanning som et tilbud til kunder, men det var udelukkende en serviceydelse, og derfor var det min opgave at gøre 3D-skanning og 3D-opmåling til en forretningsenhed i Rambøll. I dag – to år senere – er jeg teamleder for 25 mand, så det er gået stærkt.”

HVAD ER DET SPÆNDENDE VED DIT ARBEJDE?

”Det, jeg især godt kan lide, er at drive forretning, dvs. at være med til at opbygge en enhed, der kan levere produkter, der kan lette andres arbejde, således at f.eks. vores piping-ingeniører laver færre fejl og i det hele taget leverer bedre produkter. Tit er vi de første på sitet, fordi de ikke har noget as-build-dokumentation på projekterne. Dermed er det vores arbejde, der skaber det fundament, som de andre arbejder videre ud fra.”

HVAD ER DET VED 3D-SKANNING, DER ER SÅ FASCINERENDE?

”Det rykker opmåling over i en anden dimension, den tredje selvfølgelig, og det kan siges ganske kort: Vi løser opgaver, som traditionel landmåling ikke ville kunne løse i dag. Ved at bruge 3D-skanneren kan du løse opgaver på en unik måde, som ingen anden målemetode kan hamle op med. Den hurtighed, fuldstændighed, og datatæthed, som 3D-skanneren arbejder med, er der intet andet instrument, der kan.”

HVIS DU SKAL FREMHÆVE PROJEKTER, DU HAR VÆRET MED PÅ – HVILKE SKAL DET SÅ VÆRE?

”Så skal det f.eks. være total skanningen af Petro Jarl – En FPSO-båd (dvs. en båd, der ved offshore-arbejder placeres et sted på havet som lagringsenhed for f.eks. gas, red.), som vi skannede oppe i norsk farvand. Det er et ret stort skib, ca. 200 m langt og 35 m bredt og i 3-4 etager, som er bygget i Japan i 1985, og skibet stod overfor at skulle omdesignes. Men da der ikke eksisterede en opdateret tegning af skibet, var det vores opgave at tage ud og dokumentere båden, så designerne havde noget at gå ud fra. Det var fedt at sende folk ud med en skanner og en totalstation 200 km fra kysten og så være om bord på denne her båd, mens vi arbejdede. Efter 3 ugers arbejde på skibet kunne vi 6 uger senere ud fra over 550 skannerpositioner, og efter at data var blevet modelleret af vores kontor i Indien, levere en fuld 3Dmodel af båden. Det var også spændende, fordi min viden om landmåling blev udfordret, idet vi bl.a. målte på ting, der bevægede sig, fordi skibet jo lå ude midt i Nordsøen, mens vi arbejdede.”

"En anden spændende opgave, der virkelig viser, hvad man kan med en avanceret 3D-skanner, udførte vi ovre på Svanemøllen Kaserne på Østerbro i København i efteråret 2011. Kasernen ligger lige præcis i det område, hvor motorvejstunnellen til den nye Nordhavn skal tilkobles, så der skulle bygges en ny tunnel lige der, hvor fire af kasernens bygninger ligger. Men fordi kasernen er bevaringsværdig for Københavns Kommune, må man ikke fjerne de bygninger. Så for at byggeriet kunne gennemføres, måtte man pille kasernerne fra hinanden, grave et stort hul til tunnelen, fylde jord på igen, og dernæst rejse kasernen til den tidligere standard. Så der var vi ovre og totaldokumentere bygningerne, inden de blev pillet ned, så de til enhver tid kan gå ind i vores data, og se hvordan bygningerne egentlig så ud, når de skal rejses igen. I den punktsky, som vores data udgør, kan man helt ned på få millimeters nøjagtighed se de oprindelige facader, vægge, osv., og ud fra skyen har vi modelleret en 3D-model af kasernen, som byggefolkene kan bruge.”

HVORDAN HAR DU OPLEVET JOBMULIGHEDERNE SOM UNG LANDINSPEKTØR?

”Som meget gode. Fordi vi arbejder i grupper hele vejen igennem uddannelsen, og vi i teams lærer at løse større problemstillinger, synes jeg, at jeg har været rigtig godt klædt på til at løse mange forskellige opgaver. For det er jo sådan, det foregår i de store virksomheder – her arbejder du ofte i tidsbegrænsede projekter sammen med andre. Samtidig tror jeg, at det er typisk for landinspektører, at uanset om du går den matrikulære vej, GIS-vejen eller den mere tekniske, som jeg har gjort, så kommer du med en faglig ballast, der betyder, at du selv kan være med til at forme dit eget job. Vi har en ekstrem bred uddannelse, hvor vi måske nok er specialiserede indenfor et fagligt felt, men vi har samtidig en meget bred viden, der betyder, at der er rigtig mange områder, vi kan arbejde indenfor.”

Interview gennemført i februar 2012

Job- og karrieremuligheder