AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Surveying, Planning and Land Management

Selvstændig Landinspektør som bare 29-årig

Selvstændig Landinspektør som bare 29-årig

Tue Pelle Christiansen er uddannet Landinspektør fra Aalborg Universitet og driver idag Danmarks østligste landinspektørkontor på Bornholm - øens eneste landinspektørvirksomhed. Hen overtog virksomheden for tre år siden og er gået all-in med investeringer i moderne udstyr og køb og renovering af en stor, gammel erhvervsejendom midt i Allinge. For det er her han satser på at skabe sig en karriere for livet.

Tue Pelle Christiansen driver egen landinspektørforretning på Bornholm midt i Østersøen, og mener selv han har verdens bedste job: ”Det er både spændende, afvekslende, udfordrende og selvstændigt”, siger den lokale landinspektør. Det lå ellers ikke i kortene under studietiden på universitetet på Aalborg at han skulle returnere til sin fødeø. ”Mine holdkammerater jokede godt nok med, at det var nemt for mig, for jeg kunne jo bare tage til Bornholm og få øen for mig selv” smiler Tue Pelle Christiansen, der dimitterede som 25-årig i 2006.

SELVSTÆNDIG SOM 29-ÅRIG

Tue Pelle Christiansen fik sit første job ved Landinspektørfirmaet Ole Hvilksby og Eva Jensen i Helsinge og to år senere i Jan Pedersens Landinspektørforretning i Rønne som han efter yderligere 2 år overtog. I en alder af blot 29 sprang Tue Pelle Christiansen således ud som selvstændig landinspektør under navnet Landinspektørfirmaet TPC. I dag har firmaet kontor i idylliske Allinge i en nyerhvervet bygning med havudsigt.

Rådgivning af kunder fylder en stor del af Tue Pelle Christiansens arbejdstid. Her er det et landmandspar, som får gode råd om udstykning af deres aftægtsbolig.

TEKNISKE MÅLINGER OG MATRIKULÆRE ARBEJDER

Opgaveporteføljen er skruet sammen af mange mindre opgaver. De består typisk af tekniske målinger og matrikulære arbejder. Udover de private kunder løser øens eneste landinspektørfirma også fra tid til anden opgaver for bl.a. kommunen, lufthavnen og Vejdirektoratet.

HÅRDT ARBEJDE FOR AT SKABE GODE RAMMER

'Tue Pelle Christiansen er en initiativrig Landinspektør og er i dag en fast del af øens erhvervsliv. Han har ofret en del tid og penge på at modernisere den gamle statelige bygning, hvor firmaet holder til men konkluderer: ”Jeg har lavet meget selv på bygningen – i den fritid, jeg ikke har. Jeg kan lige så godt skabe nogle gode rammer for virksomheden fra starten, for jeg har sådan set tænkt mig at blive her.”


Tue Pelle Christiansen foran sit firmadomicil i Allinge.

Ovenstående er et uddrag af artiklen "Stedet her er vores lille paradis", fra Fagbladet ’Landinspektøren’ nr. 6-2013.

Job- og karrieremuligheder