AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Risk and Safety Management, cand.tech.

Studerende fortæller

Studerende fortæller

”Det mest spændende ved uddannelsen er, at man får mulighederne for virkelig at dykke ned i nogle emner og blive ekspert!”

”Jeg valgte at søge ind på uddannelsen, da jeg ønskede at udvikle mine kompetencer inden for sikkerhedsledelse og risikostyring. Jeg har en baggrund som bygningskonstruktør, og jeg ønskede at skabe de bedste forudsætninger for, at jeg i fremtiden bl.a. kan være med til at skabe et mere sikkert arbejdsmiljø på de danske byggepladser.

Det mest spændende ved uddannelsen er, at man får mulighederne for virkelig at dykke ned i nogle emner og blive ekspert! Kurserne på de forskellige semestre giver en de nødvendige værktøjer til at anskue forskellige problematikker på et hav af forskellige måder. Det er spændende at tilgå et emne, hvor der er frihed til at fokusere på både de meget tekniske aspekter, men også de mere teoretiske.

Jeg går stadig med en drøm om at fortsætte min karriere i byggebranchen, men mit kendskab til hvor uddannelsen kan anvendes er blevet udvidet markant. Med de kompetencer jeg har fået gennem uddannelsen kunne jeg se mig selv ved hvilken som helst virksomhed, hvor der er et behov for medarbejdere med særlig viden inden for sikkerhedsledelse og risikostyring. Metoderne vi bliver undervist i er sjældent specificerede, men bliver anvendt i mange forskellige brancher, hvor de så selvfølgelig er tilpasset formålet."


Projektarbejde

"I mine projekter har jeg bl.a. arbejdet dybdegående med sikkerhedsproblematikker knyttet til offshore vindmøller og den lovgivning, som knyttet til dette område. Et emne der var rigtig spændende, og hvor man samtidig fik indsigt i en teknologi, som er i rivende udvikling. Mit arbejde med offshore vindmøller åbnede muligheden for at blive medskribent på en artikel, hvilket også er en virkelig spændende process at være med i.

Vores projekter spænder vidt, og et af mine projekter omhandlede droner og om hvordan befolkningen opfatter de risici som er knyttet til den stadig stigende anvendelse af droner i det danske samfund. Et spændende projekt, hvor der især var fokus på, hvordan almindelige mennesker opfatter risiko og hvordan man håndterer problematikker i forhold til risikoopfattelse.

Mit nuværende og sidste almindelige semesterprojekt omhandler simulering af ulykker i jernbanetunneler, hvor fokus er på anvendelsen af softwarebaseret simulering. Projektet udarbejdes i samarbejde med en god klassekammerat og en virksomhed, som har vist stor interesse for anvendelsen af netop disse softwarebaserede metoder. Et samarbejde med en virksomhed medfører ofte, at man kan arbejde på opgaver, hvor de enten mangler hjælp eller input til nye metoder, som de måske påtænker at skulle anvende. Samarbejdet med en virksomhed medfører, at man får en indsigt hvordan de metoder man kender fra skolebænken egentlig anvendes i praksis. Heldigvis viser det sig oftest, at det meste af det man lærer er det der i større eller mindre grad anvendes i praksis."


Esbjerg som studieby

"AAU Esbjerg tilbyder et uformelt studiemiljø, hvor man får de bedste rammer for at udfolde sig både intellektuelt og kreativt. Omgangstonen er venskabelig og man føler sig som en del af et større fællesskab.

Jeg er bosiddende i Odense, men dette har ikke vist sig at være et problem. Togforbindelsen mellem Odense og Esbjerg er fremragende, man har tid til at læse en masse og sidste men ikke mindst, så lærer man at stå tidligt op.

Jeg er positivt overrasket over Esbjerg som studieby. Industrien er imponerende og mange af de nøglepersoner man skal bruge i forbindelse med et studieprojekt kan findes i Esbjerg. Der findes eksperter inden for mange af de brancher, som netop knyttet sig til dette studie. Ydermere tilbyder Esbjerg en række gode værtshuse og diskoteker, hvor de gode karakterer enten kan fejres eller sorgen over de dårlige kan glemmes.”

Jacob Ovesen, studerende på Risk and Safety Management