AAU logo

Erhvervsøkonomi, cand.merc.

Økonomistyring, cand.merc.

Økonomisk information er en nødvendighed for de fleste organisationer, hvad enten det er en offentlig organisation, privatejet virksomhed eller andre organisationer, hvor der er behov for en eller anden form for økonomisk styring. Studiet i Økonomistyring har som sit centrale mål at skabe viden om og forståelse for, hvilken økonomisk information der er den nødvendige forudsætning for at kunne styre en organisations aktiviteter, ressourcer og finansiering og træffe de bedste beslutninger med udgangspunkt i organisationens strategi.

Den komplekse og stærkt regulerede verden, som virksomheder i dag omgives af, stiller store krav til ledelse både mht. viden og evner. På den baggrund er enhver organisations økonomifunktion en central støttefunktion for både den øverste ledelse og de mellemliggende ledelseslag, hvor økonomifunktionen fungerer som både strategisk, taktisk og operationel sparringspartner.

Der er således og vil fortsat være et udstrakt behov for økonomistyringskyndige, der på forskellige niveauer i både private og offentlige virksomheder vil kunne engagere sig som både generalister og specialister i økonomistyring og som ledere. Typiske job, som en cand.merc. i Økonomistyring får efter endt uddannelse, er som konsulent eller business controller, og der åbnes for gode muligheder for toplederstillinger på længere sigt, ligesom efterfølgende forskeruddannelse også er en mulighed. Der er i øjeblikket lav arbejdsløshed blandt nye færdiguddannede cand.merc.'ere i Økonomistyring fra Aalborg Universitet.

Kurser på 1. semester:

  • Videnskabelig metode
  • Strategisk Styring
  • Managerial Accounting I
  • Ledelsens informationssystemer

Kurser på 2. semester:

  • Regnskabsanalyse for beslutningstagere
  • Managerial Accounting II
  • Økonomistyring i supply chains
  • Capital Budgeting

3. semester kan du sammensætte med fag inden for cand.merc.-uddannelsens faglige område. Ofte vælger de studerende i den forbindelse et studieophold ved et udenlandsk universitet. Du har også mulighed for at tage et praktikophold ved en virksomhed i udlandet eller Danmark, lave et projekt i samarbejde med en dansk virksomhed eller institution, studere på en anden dansk uddannelsesinstitution, skrive et tværfagligt projekt på Aalborg Universitet eller følge relevante kurser fra andre studieretninger på Aalborg Universitet. Cand. merc. Økonomistyring udbyder minimum to valgfag, som kan kombineres med enten et tværfagligt projekt eller med relevante kurser fra andre studieretninger.

4. semester er afsat til, at du skal udarbejde dit afsluttende speciale.