PRAKTISK ERFARING – EN DEL AF STUDIET
På kandidatuddannelsens 3. semester skal du i et projektorienteret forløb (praktik) i en virksomhed eller organisation i udlandet eller i Danmark. Her får du mulighed for at arbejde praktisk med de problemstillinger, som du på uddannelsen arbejder mere teoretisk med. Du kan på den måde tilføre virksomheden ny viden, samtidig med at du gør dig nogle værdifulde erfaringer på arbejdsmarkedet, som du kan trække på, når du er færdig med uddannelsen og skal ud at søge job. Dine praktiske erfaringer fra den studierelevante praktikplads giver dig desuden nogle ekstra kompetencer, der er efterspurgt i erhvervslivet.
Praktikken er en del af studiet, så du beholder din SU under praktikken. Du skal være i praktik 3-6 måneder og have studierelevante arbejdsopgaver i praktikforløbet, og du skriver desuden en større opgave med relation til praktikken, som du skal til eksamen i. Studiets praktikkoordinator hjælper dig med det praktiske i forbindelse med at finde en praktikplads.