AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Mød Maria fra AAU i Aalborg

Sammenholdet i gruppen er helt fantastisk

Maria Damgaard Kjeldsen er på hjemmebane på AAU Aalborgs idrætsstudie. De komplekse teorier bliver forståelige, når de afprøves i praksis, og det tætte sammenhold i hendes studiegruppe er både gavnligt, når man har brug for støtte og motivation, og når man skal lære at gå på kompromis.

 

Da Maria Damgaard Kjeldsen skulle vælge uddannelse, var det vigtigste for hende at arbejde med mennesker. Det så hun en oplagt mulighed for at komme til ved at læse idræt på AAU i Aalborg.

- Jeg tænkte, at dét at lære at arbejde i grupper allerede fra starten af uddannelsen ville være utroligt gavnligt på arbejdsmarkedet. Desuden blev jeg hurtigt forelsket i Aalborg. Det er en havneby med nem adgang til natur, luft og vand og masser af kulturtilbud. Byen har en overskuelig størrelse, hvor man kan cykle fra den ene ende til den anden på et kvarters tid. Og så er det billigt at bo her, fortæller hun.

Man forstår teorien, når man prøver den på egen krop

Maria fra AAU Aalborg fortæller om at læse i Aalborg og studievalget.På studiet kombineres teori og praksis med udgangspunkt i en konkret problemstilling, som man vælger sammen med sin gruppe. Det kan være alt fra at tilrettelægge et forløb, som kan forbedre ældres balanceevne til at finde frem til den bedste måde at motivere en sportsudøver til at nå sit mål.

- HVER ENESTE DAG TÆNKER JEG, AT JEG HAR VALGT DEN FEDESTE UDDANNELSE. JEG ER VILD MED AT AFPRØVE VORES TEORETISKE UNDERVISNING I PRAKSIS.

- Hver eneste dag tænker jeg, at jeg har valgt den fedeste uddannelse. Jeg er vild med at afprøve vores teoretiske undervisning i praksis. Ofte er det først, når man prøver det af på egen krop, at man forstår det. Men det er især gruppearbejdet og det tætte sammenhold i gruppen, der er helt fantastisk. Vi hjælper og motiverer hinanden, både når det er sjovt og svært. Det ville jeg ikke bytte for noget, siger Maria Damgaard Kjeldsen.

MARIAS RÅD TIL DIG, DER SKAL VÆLGE UDDANNELSE

Lad dig ikke overvælde af alle de nye mennesker og oplevelser, der venter ved studiestarten. Der bliver arrangeret en masse spændende ting for dig og dine medstuderende, som gør, at I har det skide skægt og virkelig bliver rystet sammen.