AAU logo

Mød de studerende

David Christensen, Siemens Gamesa Renewable Energy

David Christensen, Siemens Gamesa Renewable Energy

Vindenergi er gennem mange år udnævnt som et af nutidens stærkeste våben mod klimakrisen, og det skyldes ikke mindst den lave udledning af CO2. Som følge af vindenergiens popularitet i Danmark har flere vindmølleproducenter gjort indtog på markedet, og der stilles større krav til priser, kvalitet, energieffektivitet og udvikling af medarbejdernes kompetencer end nogensinde før

Lagt online: 29.04.2020

Betingelserne i branchen får den globale teknologivirksomhed Siemens Gamesa til at sætte ind med nye initiativer for at imødekomme markedets såvel som kundernes behov for kvalitetssikre produkter med lavest mulige levetidsomkostninger. Et nyt projekt i forbindelse med en af landets hårdeste MBA-uddannelser skal således hjælpe med at effektivisere produktudviklingsfasen hos Siemens Gamesa yderligere for at kunne udvikle de bedste og mest energieffektive produkter:

- Konkret er vi i gang med at undersøge, hvordan vi bedst muligt får alle organisatoriske led til at spille sammen fra udvikling, indkøb, produktion, transport og installation til service med fokus på at reducere Levelized Cost of Energy. Det kræver, at alle medarbejdere i værdikæden involveres i såvel konceptfasen som designfasen og den konkrete implementering. Tidligere har de forskellige processer været spredt ud over mange forskellige afdelinger, men nu vil vi forsøge at gå mere holistisk til værks og binde organisationen bedre sammen og skabe den nødvendige transparens, således vi i udviklingsfasen får sat stregerne helt rigtigt fra start, lyder det fra David Christensen, der er Cost Competitiveness Manager ved Siemens Gamesa.

Sideløbende med sit arbejde hos Siemens Gamesa, hvor han blandt andet beskæftiger sig med produktudvikling, er David Christensen således i gang med den 2-årige MMT-uddannelse, som har særligt fokus på teknologiske og organisatoriske forandringer. I forbindelse med uddannelsen har David Christensen igangsat et nyt projekt, som skal forøge Siemens Gamesas evne til at udvikle konkurrencedygtige produkter.

Bæredygtig energi er fremtiden

Hos Siemens Gamesa har man særligt inden for de senere år erfaret, at det er virksomhedens produkter, som i høj grad skal udvikles og nytænkes for at bevare konkurrencedygtigheden på verdensplan.   

- Særligt inden for de seneste 10 år har vi mærket en markant forandring i markedet, hvor vi i højere grad skal kæmpe om kunderne, både blandt vindmøllekonkurrenter og andre bæredygtige energiformer. Det gælder eksempelvis solenergi, som har udviklet sig markant på konkurrenceevnen. I mellemtiden har vi udviklet nye hybridløsninger, hvor vind- og energilagring arbejder sammen om at sikre, at vores kunder har mulighed for at udnytte energien bedst muligt, og når der er brug for det, siger David Christensen og uddyber:

- Det er uden tvivl vores produkter og evnen til at se det holistiske billede, der danner grundstenen for fremtiden hos Siemens Gamesa. Vi skal blive ved med at udvikle os og forøge vores evne til at skabe konkurrencedygtige løsninger for vores kunder. Hvis ikke vi udvikler os, så sidder vi fast. Her har MMT-uddannelsen været yderst brugbar i forhold til at øge niveauet, se tingene i et nyt lys og behandle konkrete problemstillinger hos Siemens Gamesa, som kan relateres direkte til mit daglige arbejde.

 

LÆS MERE OM UDDANNELSENS FAGLIGE INDHOLD HER