AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Tysk

Mai-Lis Skotte

Helt tæt på tysk sprog og kultur i Freiburg

Helt fra jeg begyndte at læse tysk, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville til udlandet og studere et semester. At blive dygtig til tysk sprog, både mundtligt og skriftligt, og forstå historie, samfund og kultur kan man til en vis grad, når man studerer tysk ved universitetet. Men det er noget helt andet at bo og studere i et land, hvor man taler og hører tysk omkring sig hele tiden, og hvor man er omgivet af det samfund og den kultur, som du så gerne vil forstå.

Aalborg Universitet har samarbejdsaftaler med universiteter i både Tyskland og Schweiz. Jeg endte med at vælge at tage på udlandsophold i Freiburg, fordi universitetet med et spændende fagudbud tiltrak mig og byen med sin placering i Sydtyskland (tæt på grænserne til Frankrig og Schweiz) lå ved foden til Schwarzwald og ikke langt fra de schweiziske alper. Det betød, at jeg kunne kombinere udlandsopholdet med min interesse for vandring og klatring.

At læse tysk i Tyskland var en spændende oplevelse. Selve studiet og undervisningen var bygget helt anderledes op end i Danmark, og det var lærerigt at arbejde med sproget og forskellige emner på en anden måde, end jeg var vant til i Aalborg. Under opholdet meldte jeg mig til klatre- og vandreture for studerende i byen. Her mødte jeg tyskere, som jeg efterfølgende tog på tur med igen og igen.

Efter 5 fantastiske måneder i Freiburg blev det tid for mig til at vende hjem til Aalborg igen med fornyet energi og en langt større sikkerhed i at kommunikere på tysk.

Mai-Lis Skotte
Cand. mag. i Tysk og Kommunikation