Forskning
Samarbejde

Økonomi

Mikkel: Faget er utroligt spændende og udfordrende!

Mikkel: Faget er utroligt spændende og udfordrende!

Hvorfor læser du økonomi?

Jeg valgte at læse økonomi, fordi jeg fandt faget utroligt spændende og udfordrende, og jeg kunne se mig selv arbejde inden for faget i mit kommende arbejdsliv. Denne interesse faget skyldes også, at økonomien spiller en stor og vigtig rolle for vores samfund og vores omverden, hvor det ikke kun handler om at skabe vækst, men også realpolitik. Dette kan blandt andet ses på opstarten af 2. verdenskrig, hvor Tyskland var underlagt hårde restriktioner, hvilket resulterede i en ekstremistisk bevægelse. Økonomien har derfor en stor indflydelse på vores hverdag, og det havde jeg lyst til at fordybe mig i.

Hvorfor valgte du aalborg Universitet?

Som så mange andre valgte jeg at læse økonomi på Aalborg universitet, fordi det var tæt på min familie og venner, hvilket betød meget for mig den gang. Jeg skulle også flytte hjemmefra for første gang og lære at bo for mig selv, og derfor gav det mig tryghed. Dog har jeg også fundet ud af senere hen, at det måske ikke var så ”svært”, som jeg måske lige gik og troede. Derfor vil jeg også gerne anbefale andre, der ønsker at læse økonomi på Aalborg universitet og kommer langvejs fra, at tage springet. Endelig valgte jeg også at læse økonomi på Aalborg universitet, fordi det er billigere at bo her end fx hovedstaden, hvor studieboligerne som regel er noget dyre.

Hvad er det bedste ved at læse Økonomi i aalborg?

Det bedste ved at læse på Aalborg universitet er, at vi er et relativt lille hold per årgang ift. de andre universiteter i hvert fald indtil videre. Det betyder, at man får en rigtig god og nok også en lettere kontakt og dialog med vores undervisere end andre steder, hvilket giver en god mulighed for at lære og forstå det, man måske ikke lige fangede første gang. Endvidere betyder et lille hold også, at man ikke kommer til at sidde 15 rækker fra underviseren i et forelæsningslokale, hvilket også gør, at man får et større udbytte af forelæsningerne.

Hvad er det næstbedste ved at læse økonomi i aalborg?

Det næstbedste ved at læse på Aalborg universitet er det gode sociale miljø på vores studie. Dette kan også ses i lyset af, at vi er et lille studie, hvilket betyder, at man kender de fleste på tværs af årgangene relativt hurtigt. Dermed kan man få hjælp fra de ældre studerende rent fagligt, men også lære, hvordan det er at gå på universitetet. Denne udveksling sker typisk gennem de forskellige sociale arrangementer, som bliver arrangeret af vores forening på studiet.

Hvad betyder det, at I arbejder med Problem Baseret Læring på dit studie?

Jeg har faktisk fundet ud af gennem studietiden, at arbejdet med PBL har givet mig en rigtig god ballast til at undersøge forskellige komplekse problemstillinger. At arbejde med PBL har derfor givet mig en rigtig værktøjskasse, hvilket jeg ikke tror, man havde fået, hvis man kun havde de enkelte fag. De handler nemlig mere om at forstå teorien og ikke så meget om at bruge den rent praktisk, og der er en stor forskel på at forstå den og bruge den rent praktisk. Det betyder også, at der ikke er en direkte opskrift på et godt projekt. Det er mere den erfaring, man bygger op undervejs, som jeg tror virkelig gavner én i den fremtidige karriere.

Hvad vil du lave efter studiet? Hvilke planer har du?

Undervejs har mine planer ændre sig meget fra at ville arbejde i centraladministrationen til nu at arbejde på en dansk ambassade eller i EU. Dog er denne drøm ikke 100% fastlagt, da jeg synes det meste inden for økonomi er spændende, og derfor kan jeg se mig arbejde på mange forskellige arbejdspladser inden for økonomi. Dette gør mig heller ikke så meget, da jeg synes, det er rart ikke at have en fuldstændig strømlinet plan for fremtiden, som så mange andre og politikerne ønsker sig, at vi har. Jeg tror, at det gør folk stressede og giver dem tunnelsyn i forhold til andre muligheder.

Hvilken faglighed giver studiet dig?

Studiet giver mig en rigtig god abstrakt analytisk evne, idet vi arbejder med komplekse problemstillinger, som vi forsøger at gøre så simple og forståelige som muligt for at besvare dem bedst muligt. Samtidigt har studiet givet mig, gennem de enkelte fag og projekterne, en god metodisk tilgang til at løse disse problemstillinger og evnen til samtidigt at kunne reflektere kritisk over de metoder, vi anvender. Dette ser jeg som nogle gode erfaringer at tage med mig, især fordi vi gennem vores PBL lærer, at en mainstream tankegang godt kan udfordres. Det finder jeg utrolig vigtigt for den økonomiske teoretiske udvikling generelt.

Hvad giver studiet dig som menneske?/Hvordan udvikler studiet dig som menneske?

Studiet har betydet for mig som person, at jeg er blevet mere analyserende og reflekterende, idet de ovennævnte evner også kan bruges i hverdagen. Disse evner anvendes, fx når jeg hører noget i tv-avisen eller ser debatten med Clement Kjersgaard, hvor der kommer en masse information og synspunkter, og dermed forsøger at forstå deres forskellige holdninger og stille mig kritisk over for dem. Disse evner ser jeg også som utrolige vigtige i det informationssamfund, som vi lever i, hvor nyhedsstrømmen går hurtigt, og hvor der er meget, man skal forholde sig til.

Hvorfor vil du anbefale andre at læse økonomi på AU?

Selvom jeg ikke valgte AAU pga. PBL, vil jeg alligevel anbefale nye studerende at vælge AAU, fordi PBL giver dig en rigtig god erfaring for at tænke kritisk og løse komplekse problemstillinger. Samtidig giver PBL også en god mulighed for, at du netop kan vælge at skrive om noget, du finder spændende og interessant, hvilket også betyder, at du kan specialisere dig inden for netop det område, du ønsker, gennem projekterne. Yderligere er det et relativt lille hold, hvilket betyder, du får meget mere tid med underviserne, og man behøver derfor ikke at sidde langt fra dem under forelæsningerne, hvilket jeg tror giver et meget større udbytte af uddannelsen. Endelig er der også et godt socialt miljø, hvor vi en gang om året tager på studietur, for en overkommelig pris. Det er utroligt sjovt og spændende. Og så skal man nu heller ikke glemme, at Aalborg har et utrolig godt natteliv pga. Jomfru Ane Gade.

- marts 2020