AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Musik

Sarah Adsersen, 22 år, læser Musik på almenlinien

Sarah Adsersen, 22 år, læser Musik på almenlinien

På Musik er der små hold, hvilket betyder, at man får utroligt meget ud af undervisningen, og at der er et godt fællesskab på uddannelsen.

Det er vigtigt for mig, at jeg beskæftiger mig med musik, samtidig med at jeg læser det. Jeg spiller i et band og elsker musik. Mit yndlingsinstrument lige nu er trommer. Vi benytter os af lydstudiet og øvelokalerne på AAU, og det gode sammenhold på uddannelsen gør også, at man altid kan få hjælp, hvis der er brug for det.

Der er mange af de ting, jeg har lært på AAU, som jeg bruger i mit band. Fx har vi i korledelse lært at dirigere og komme med forslag til at gøre ting anderledes. Samtidig har sangundervisningen hjulpet mig meget teknisk. Men der er også ubevidst kommet flere musikfaglige begreber og udtryk ind i mit sprog, siger de andre fra bandet. ☺

Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle vælge konservatoriet eller Universitetet. Men da jeg var på brobygning (studiepraktik), kunne jeg fornemme den hyggelige stemning og det gode sammenhold. Vi fik en grundig gennemgang af de mange spændende både teoretiske og praktiske fag. Det lød rigtig interessant, så jeg valgte almenlinien, og det er jeg glad for.

Min største drøm er at leve af at spille med mit band - at være anerkendt for min musik. Ellers vil jeg bare gerne lave NOGET med musik, måske gymnasielærer eller lave reklamemusik. Min familie støtter, at jeg gerne vil spille musik, men har også sagt, at det var vigtigt at få sig en uddannelse – selvfølgelig skulle det så være musik.