AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Miljøvidenskab

Tidligere studerende fortæller

Tidligere studerende fortæller

Mathias Lassen Nørlem, tidligere studerende på Miljøvidenskab, fortæller om uddannelsen

"Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at læse Miljøvidenskab på Aalborg Universitet, og det er bestemt noget, jeg vil anbefale til andre, som synes om både biologi, kemi og matematik"

"Jeg startede på studieretningen Miljøvidenskab med planerne om at blive civilingeniør i Miljøteknologi. Det var ikke det store kendskab, jeg havde til uddannelsen, men jeg syntes, det virkede som noget for mig med muligheden for at integrere biologien, som har min store interesse med den matematik og fysik, som medfølger i den mere tekniske ingeniøruddannelse. Derfor var jeg også glad for opbygningen af uddannelsen med et meget grundlæggende første studieår, som giver mulighed for at skifte til andre ingeniøruddannelser. Samtidig er der på Miljøvidenskab-studiet i løbet af de første to år en introduktion til de tre forskellige retninger - dog stadig med et fagligt indhold, som kan bruges videre, uanset hvilken retning man ender med at vælge.

Selv endte jeg med at fortsætte på Miljøteknologi, som jeg synes beskæftiger sig med meget spændende og håndgribelige problemer, og arbejdet kræver således en god blanding af teoretisk og praktisk arbejde.

Ligesom med uddannelsen var mit kendskab til studieformen på en universitetsuddannelse meget begrænset. Det jeg på forhånd vidste noget om, var Aalborg Universitets fokus på gruppe- og projektarbejde, om hvilket jeg havde hørt både godt og skidt. Jeg havde ikke selv de store erfaringer med hverken gruppe- eller projektarbejde, men efter snart tre år med dette, er det bestemt, hvad jeg vil foretrække, da jeg tror, at det gavner ens faglige udvikling. Ikke kun i form af de kompetencer man får i forhold til at samarbejde med andre, men i høj grad også den kreativitet, som kræves i arbejdet med en problemstilling uden fastsatte rammer. Dels i forhold til på egen hånd at løse et problem ved hjælp af de værktøjer, man lærer at bruge i de forskellige kurser, som vi følger ved siden af projektarbejdet, og dels i forhold til selv at træffe den række vigtige beslutninger, som kræves under et projektforløb.

Udover min usikkerhed omkring mødet med denne nye arbejdsform var jeg tvivl om, hvorvidt der ville være den form for sammenhold de studerende imellem, som jeg havde oplevet i gymnasietiden. Hurtigt bekymrede det mig dog ikke længere, da man nærmest fra første dag får opbygget et godt forhold til ens medstuderende gennem gruppearbejdet og de mange sociale aktiviteter, som er arrangeret i rusperioden. Herefter arrangeres stadig en masse forskelligt, man kan deltage i sammen, og ellers er fredagsbaren en rigtig hyggelig og god måde at slutte ugen sammen på.

Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at læse bachelor i Miljøvidenskab på Aalborg Universitet, og det er bestemt noget, jeg vil anbefale til andre, som synes om både biologi, kemi og matematik."

Mathias Lassen Nørlem, tidligere studerende på Miljøvidenskab.