Forskning
Samarbejde

Medialogi

Louise, Medialogistuderende

Louise, Medialogistuderende

"På hvert semester har jeg fået tilføjet værktøjer til min værktøjskasse."

Jeg fik først øjnene op for Medialogi-uddannelsen, da min tidligere gymnasielærer anbefalede den til mig. Jeg var i tvivl om, hvilken uddannelse jeg skulle vælge, da mine interesser spredte sig bredt indenfor medieteknologi, og det eneste jeg rigtig havde at gå efter var, at jeg synes det kunne være fedt at udvikle applikationer til forskellige teknologier såsom virtual reality. Jeg blev fortalt, at Medialogi kombinerede mine interesseområder i en bacheloruddannelse med fokus på udviklingsprocessen, og eftersom min gymnasielærer virkede vildt begejstret for uddannelsen, så besluttede jeg at give det et skud.

Medialogi viste sig at være præcis, hvad jeg havde forventet – og lidt til. På hvert semester har jeg fået tilføjet værktøjer til min værktøjskasse, som alle kan hjælpe mig med at følge et projekt til dørs, lige fra idé, brugerundersøgelser og design til udvikling, evaluering og efterfølgende forbedringer. Der er selvfølgelig nogle dele af processen, som interesserer mig mere end andre, men overordnet så har jeg fået en vildt god forståelse af hele processen, og hvad der er vigtigt i hver fase af projektet.

Udover at få lov til at udforske mine interesser yderligere, fik jeg også mulighed for at opdage nye spændende emner indenfor medieteknologi, som jeg før slet ikke havde overvejet kunne være sjove at arbejde med. Digital billedbehandling og shader-programmering er bare to eksempler på de emner, man bliver introduceret til på Medialogi, som jeg fandt en stor glæde i at arbejde med.

Udover det faglige aspekt, så gav mit forløb på Medialogi mig også rig mulighed for at udvikle mig personligt. Både socialt, da jeg deltog som tutor og skulle introducere nye studerende til uddannelsen, men også i professionelle kontekster som studenterrepræsentant i studienævnet, hvor jeg fik mulighed for at sidde med til møder og komme med input til den overordnede struktur af uddannelsen.

Louise Nielsen, Medialogistuderende (2021)