AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Interaktionsdesign

Tidligere studerende Julie Torpegaard Gramkow

Den perfekte kombination af det tekniske og det kreative

"Interaktionsdesign er for mig den perfekte kombination af det tekniske og det kreative. Jeg interesserer mig rigtig meget for Human-Computer Interaction (HCI), visuelle virkemidler, designprocesser og –principper, kommunikation mellem mennesker samt nye teknologier, og på Interaktionsdesign får jeg lov at udforske det hele.

Jeg har tidligere gået på en meget praktisk kreativ uddannelse, hvor jeg lærte at tænke idégenerering. Men jeg følte, at jeg manglede nogle tekniske færdigheder og et større teoretisk grundlag at basere designidéerne på. Da Interaktionsdesign blev oprettet og efter at have undersøgt uddannelsen nærmere, var jeg ikke i tvivl om, at den kaldte på mig.

Usability og brugercentreret design er nogle af de emner, der bliver lagt vægt på uddannelsen, og som optager mig meget; noget af det mest frustrerende jeg ved er, når et produkt ikke virker optimalt efter hensigten. På Interaktionsdesign lærer vi at teste og forbedre produkter og tænke dem ind i den reelle kontekst, de skal fungere i.

Efterhånden som computersystemer og internetteknologier bliver mere og mere allestedsnærværende, bliver der større behov for folk, der er i stand til at se hele vejen rundt om interaktive produkter, og det er netop dét, vi som studerende på Interaktionsdesign bliver dygtige til.
Vi lærer de tekniske færdigheder til at konstruere fungerende prototyper og interaktive systemer, og får samtidig opbygget en teoretisk viden, der gør os i stand til at teste og evaluere dem. På denne måde bliver vi i stand til at gennemgå en iterativ proces, der kan omfatte både konceptudvikling, programmering og visualisering af det fysiske produkt.

Der sker rigtig meget inden for tech-branchen og interaktionsdesign, og jeg er sikker på, at den her uddannelse er den helt rigtige til at ruste mig til at være med til at forme fremtiden inden for feltet."

Julie Torpegaard Gramkow

cand.scient. i interaktionsdesign

Julie arbejder i dag som forskningsassistent ved Institut for Datalogi på Aalborg Universitet