AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Chemical Engineering and Biotechnology

Studerende fortæller

Studerende fortæller

”Der er kemi i alt, så du vælger bare selv vejen”

”Valget om at læse til ingeniør har aldrig ligget lige til højrebenet og slet ikke med en gymnasial uddannelse inden for samfundsvidenskab. Jeg har altid interesseret mig for videnskab, miljø og løsningsorienteret arbejde, men en så nørdet uddannelse som ingeniør var bestemt ikke mig, troede jeg. Da tvivlen om hvilken videregående uddannelse jeg skulle vælge meldte sig, sagde en bekendt til mig: ”Lykke, du skal læse til ingeniør, det er lige dig”. Jeg blev nysgerrig og begyndte at undersøge på nettet, til Åbent Hus og Studerende For En Dag. Jeg så nu muligheder inden for faget og besluttede mig. Det lød nu egentlig ret spændende.

Det fede ved at læse til ingeniør er, at du bliver enormt detaljeorienteret, men du skal alligevel huske at have et samfundsmæssigt perspektiv i det projekt, der skal udforme sig. På Aalborg Universitet arbejdes der på hvert semester med projekter udformet af dig selv, en virksomhed eller forskere. Her får du lov til at kombinere din viden fra undervisningen med din egen kreativitet inden for et emne, som er virkelighedsnært, og som du selv har valgt.

Det fede ved at læse til kemiingeniør er helt klart den brede viden, du får inden for kemiens verden. Der er kemi i alt, så du vælger bare selv vejen.

Mine kompetencer og passion ligger helt klart inden for energiens verden, om det er fossile brændsler eller alternativ energi, og i en byen som Esbjerg, hvor jeg studerer, er uddannelsen skræddersyet til denne drøm. Jeg arbejder selv som student assistant hos Maersk Oil, Esbjerg, og jeg synes, det er fedt at indgå i en hverdag med andre ingeniører, som med glæde lærer fra sig. Min drøm er da også at kunne starte min karriere i en så dygtig og udfordrende virksomhed.”


Projektarbejde

”Projekterne er efter min mening helt klart det bedste ved uddannelsen. Her bliver du kastet ud i et projekt, du på forhånd kun ved de overordnede ting om, men efterhånden som du finder empiri, bruges din kemiske viden til at forstå de enkelte processer, og så får du endda også muligheden for at arbejde med disse processer i praktisk forstand i laboratoriet, hvor du i makro skala kan se udvikling/processen.

Allerede på 2. semester begyndte projekterne at blive virkelighedsnære. Vores projekt omhandlede ’under hvilke betingelser udfælder struvit’ i form af at ville optimere forholdende på renseanlæg, så rørene ikke stoppes til af struvit.

3. semester-projektet omhandlede en karakterisering af Nordsøolien. Målet var at få en så detaljeret karakteristik af nordsøolien, så der kunne forskes videre i optimeringen af olie genindvinding via en metode kaldt ’Smart Waterflooding’.

4. semester var bestemt et af de sjovere projekter. Her samarbejdede vi med Vestas i et projekt om limen anvendt til sammenføjning af deres vindmøllevinger. Her blev vores resultater endda et argument for deres videre arbejde. Fedt! Udover at projekterne altid er enormt givende for den viden, du indsamler, gav dette projekt et kig ud til en succesfuld international virksomhed, hvor vi kunne opleve hvilke projekter de beskæftiger sig med, og ligeledes hvordan man i en virksomhed kigger på egenskaberne af materialerne og økonomi.

På 5. semester arbejdede vi sammen med en p.hd.-studerende, som forsker i metoder til at rense højt forurenet spildevand fra en proces, der har omdannet organisk materiale til bioolie.”


Studieliv

”Jeg er rigtig imponeret over sammenspillet imellem de studerende og imellem de studerende og underviserne. Du opbygger hurtigt et forhold til de studerende på din retning, ikke mindst på grund af projekterne, men du lærer også hurtig de studerende på de andre retninger og årgange at kende både i undervisningen og udenfor.

Da AAU Esbjerg er et af de mindre universiteter, får du også et godt forhold til dine undervisere, og der er altid plads til en lille sludder på gangen. Ligeledes giver underviseren også altid meget tid til den enkelte elev, og man kan altid smutte forbi deres kontor med et lille ekstra spørgsmål.

Studielivet er helt klart hvad du selv gør det til. Esbjerg er som studieby i stor fremgang, og der bliver lavet gode arrangementer, som kan samle alle studerende i byen. Ydermere er der de velkendte studiebarer hvor man altid kan komme og nyde en øl og måske senere på aftenen en svingom.”


Lykke Kloster, studerende på Chemical Engineering and Biotechnology