AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Bioteknologi

Studerende fortæller

Studerende fortæller

Stine K. Østergaard, studerende på Bioteknologi, fortæller om uddannelsen

”Der er altid mulighed for en faglig samtale med en, der er ekspert inden for sit område, hvilket skaber et super fedt læringsmiljø”

”Jeg valgte bioteknologi på AAU, fordi jeg altid har været vildt fascineret af, hvordan naturens egne biologiske systemer med lidt hjælp fra en bioteknolog, kan være med til at løse nogle af samfundets store udfordringer på en hensigtsmæssig måde ift. miljøet. På AAU får du samtidig muligheden for at arbejde problemorienteret i grupper, hvilket gennem uddannelsen både giver dig stor mulighed for at sparre og samarbejde med folk på tværs af faggrænserne, men også forbereder dig på et arbejdsliv, hvor samarbejde er et nøgleord.

For mig har den mest aktuelle og spændende problemstilling været den grønne omstilling. Fx er fosfor og kul begrænsede ressourcer, og vi har bl.a. arbejdet med produktion og oprensning af lipider, som fx anvendes til bioenergi.

Drømmen må være at ende et sted, hvor man rent ideologisk føler, at man kan gøre den størst mulige forskel. For mig er det helt sikkert miljøretningen, der trækker. Om det er miljøstyrelsen, et biogasanlæg eller noget helt andet, må tiden vise, men det er helt sikkert drømmen.

På Aalborg universitet møder du et miljø, hvor undervisere, ph.d.-studerende og professorer har deres daglige gang på universitetet. Dette betyder, at der altid er mulighed for en faglig samtale med en, der er ekspert inden for sit område, hvilket skaber et super fedt læringsmiljø. Derudover betyder gruppearbejdet og de forskellige sociale arrangementer, at man også socialt har nemt ved at få kontakter lige meget, om du er tilflytter eller Aalborggenser.

Der er mange fordele ved at studere i Aalborg. Gennem de sidste år har Aalborg opført næsten 50% af de studieboliger, der er blevet opført på landsplan, hvilket selvfølgelig betyder, at det er væsentligt nemmere at finde en bolig. Samtidig er det en del billigere end fx Aarhus og KBH.”

Stine K. Østergaard, studerende på Bioteknologi