AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Bioteknologi

Studerende fortæller

Studerende fortæller

Ea Høegh Riis Nielsen, studerende på Bioteknologi, fortæller om uddannelsen

"Her arbejder man i grupper, og lektorerne er ikke nogle uopnåelige væsner, som ikke snakker med én"

"Jeg kom til Aalborg efter i lang tid at have været i tvivl om, hvor jeg skulle hen efter gymnasiet. Diverse messer var en jungle og hjalp mig ikke meget med at vælge. Alligevel var der noget tiltalende ved Aalborg Universitets læringsform. Her arbejder man i grupper, og lektorerne er ikke nogle uopnåelige væsner, som ikke snakker med én.

Vejledermøderne er nærmest hyggelige med kaffe og kage, når vi snakker om, hvad der kan gøres i projektet for at give os som studerende de mest frie tøjler og stadig overholde studieordningerne. Ind i mellem er en sidekommentar ved brainstormingen blevet hovedfokus for et projekt, og det har været spændende at arbejde med ting, der stadig forskes meget i.

Samtidig har det at arbejde i grupper, som vi gør her på AAU, givet mig hjælp til de ting, som ikke har været min stærke side i skriveprocessen. De andre i gruppen kan hjælpe med overblik og hvis der var noget i undervisningen, som man ikke lige fangede. At have nogen til at læse ens arbejde igennem og give løbende feedback og ideer er utrolig meget værd. Og så er der jo alt det sociale, som en gruppe også laver sammen. En god gruppe har som regel prøvet lidt af hvert uden for universitetet også. I starten var det lidt skræmmende at læse her, for fagene føltes svære, lektierne var mange og så var der en masse ukendte ansigter oveni. Men som tiden gik lærte jeg teknikker til at læse op til fagene, så det ikke var så uoverkommeligt, spørgsmålene blev lettere løst, og de ukendte ansigter var ikke så ukendte mere. Jeg kan skrive under på, at det er en fed fornemmelse at tænke tilbage på, hvad man kunne før man startede og sammenligne dét med, hvor meget man kan efter bare to år på universitetet.

Nu arbejder jeg i en gruppe med folk, som jeg er mere end glad for at kunne kalde mine venner, og når vi er færdige med en uge med forelæsninger, laboratoriearbejde og ind imellem nogle utroligt useriøse samtaler, så er der kun én måde at slutte ugen på: En kold øl i godt selskab med andre årgange og studieretninger. Rigtig mange mennesker mødes i fredagsbaren til et spil ludo, klodsmajor, kort eller endda Tekken sat op i snor på væggen.

Alle de forskellige ting, lige fra udfordringerne til forelæsninger og i laboratoriet til det sociale samvær både indenfor og udenfor universitetet er det der gør, at jeg er rigtig glad for at læse Bioteknologi på Aalborg Universitet."

Ea Høegh Riis Nielsen, studerende på Bioteknologi.