AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Bæredygtigt Design

En uddannelse med bæredygtigt fokus

En uddannelse med bæredygtigt fokus

Mathias Giovanni Møller valgte at studere Bæredygtigt Design på grund af sin interesse for teknologi og på grund af, at han drømmer om at skabe løsninger, der kan føre det høje ressourceforbrug og miljøpåvirkning i en mere bæredygtig retning.

Hvorfor valgte du civilingeniøruddannelsen i Bæredygtigt Design?

"Jeg læste bogen ‘Den Store Omstilling’, som gjorde det ret klart, at vi er ude på en form for sidespor i forhold til vores ressourceforbrug og miljøpåvirkning. Jeg har altid været interesseret i teknologi og tænkte, at Bæredygtigt Design var uddannelsen, der kunne kombinere de to ting og give redskaber til at designe løsninger, der kan fører os i en bare lidt mere bæredygtig retning."


Opgaverne skal løses på studiet 

Hvordan adskiller studiet sig fagligt fra andre lignende uddannelser?

"Det, der i min optik adskiller Bæredygtigt Design fra andre lignende uddannelser, er de projekter, som hvert semester er bygget op omkring. Her har man som studerende gode muligheder for at vælge netop det område, man synes er spændende. Projektarbejdet er også en fin måde at lære at arbejde i teams, som jo i virkeligheden er den måde, man arbejder på i ‘den virkelige verden’. 

Til projektfaget har du typisk tre fag, som udgør en god firekløver af tekniske fag, bæredygtighed, social og design fag. På den måde kan du tilgå projektfaget med det, man kalder en socio-tekniske tilgang, som er ret unik." 

Hvordan er studiemiljøet på Bæredygtigt Design uddannelsen?

"Studiemiljøet er generelt fint. I forhold til det sociale er det meget, hvad man selv gør det til. Der er et stærkt sammenhold, særligt på de forskellige årgange. Det skyldes blandt andet de projekter, som man laver sammen og faciliteterne. De gør det muligt at have en base, hvor du kan studere, chille, spise og holde fest. Gruppearbejdet foregår i øvrigt i nicher, hvilket er nice. Det skal også nævnes, at der et fablab, værksted og et IT-lab. Det spiller."

Hvad har overrasket dig positivt?

"Fordelingen mellem drenge og piger som næsten er 50/50. Folk kommer derudover med meget forskellig baggrund både HTX, STX og sågar HHX, hvilket er med til at give en god dynamik."

Hvad har været svært?

"For mit vedkommende har de teoritunge fag været ret tunge at danse med. Derudover har det også til tider været lidt af en udfordring at få studiejob til at passe ind ved siden af studiet."


Gruppearbejde er en essential del af studiemiljøet 

Hvordan har din studietid været indtil videre?

"Den har været lærerig, spændende og sjov. Lærerig ved, at jeg bliver klogere på mange forskellige områder gennem de forskellige fag, jeg har. Spændende ved, at jeg også bliver klogere på, hvad jeg ikke ved. Det åbner ligesom ens øjne op. Sjovt fordi, at jeg har fået nogle gode kammerarter. Derudover har jeg haft to studiejobs, som har været med til at sætte meget af den viden, jeg lærer i perspektiv, hvilket har været en stor motivation for mit vedkommende, når det er blevet  meget teoretisk."


Gruppearbejde er en essential del af studiemiljøet ​

Hvad bruger du din tid på, når du ikke er på studiet?

"Jeg arbejder som UX-designer for et digital bureau ved navn Adapt. Her arbejder jeg med at sikre gode brugeroplevelse i forbindelse med udvikling af websites og andre digitale løsninger. Det er lidt langt fra, hvad jeg i starten af min uddannelse forestillede mig, at jeg skulle lave, men jeg er med tiden blevet ret betaget af det digitale. I min fritid går jeg til gymnastik og bor i øvrigt på kollegium."

Mathias går til gymnastik

Hvordan ser du din fremtid som Civilingeniør? 

"Jeg er særligt interesseret i kombinationen mellem produktudvikling og digital udvikling, så den retning vil jeg gerne på den ene eller anden måde gå."

Hvad skal du læse på kandidaten? 

"Det har jeg ikke taget stilling til endnu."

hvad er dit drømmejob?

"At arbejde for Google og blive en del af det team, der arbejder med kunstig intelligens."