AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Bæredygtigt Design

Drømmejobbet er egen virksomhed

Drømmejobbet er egen virksomhed

Cathrine læser Bæredygtigt Design. Hendes drømmejob er at starte sin egen virksomhed.

HVORFOR VALGTE DU CIVILINGENIØRUDDANNELSEN I BÆREDYGTIGT DESIGN?

Jeg har altid haft en ide om, at jeg gerne vil være med til gøre en forskel for mennesker på den ene eller anden måde. Da jeg meldte mig ind på Bæredygtigt Design, vidste jeg ikke, hvad jeg gik ind til, men gennem uddannelsen har jeg fået inspiration til, hvordan jeg kan bruge det akademiske grundlag samt kreative udfoldelser til at skabe forandring med. Mit uddannelsesvalg grundede også i, at jeg skulle have en uddannelse, hvor jeg både kunne få lov til at bruge  og udfordre mit hovede, men i ligeså høj grad få lov til at bruge mine hænder, bygge prototyper og lave visualiseringer.

HVORDAN ADSKILLER STUDIET FAGLIGT, efter din mening, FRA ANDRE UDDANNELSER?

Jeg mener bestemt, at mit studie adskiller sig fra andre uddannelser på baggrund af læringsstilen og projektarbejde. Vores forelæsninger foregår ikke i et stort auditorium med hundredvis af andre studerende, men i vores eget designstudio, hvor vi gennem forelæsningen, aktivt arbejder med det faglige stof og præsenterer det i grupper fx gennem lego, tegninger, diskussioner,  modeller ect. For mig er det en motiverende og lærerig måde at forstå meget komplekse teorier på. Uddannelsen skaber en bro mellem studiet og virkeligheden, hvor man gennem hvert semester for muligheden for, gennem sit semesterprojekt, at skabe en lille forandring for de mennesker, miljøet, virksomhed mm., projektet omhandler. Det vil også sige, at de projekter man laver, nødvendigvis ikke ryger i glemmebogen, men evt. bliver til koncepter, der er værd at bygge videre på.

HVORDAN ER STUDIEMILJØET PÅ BÆREDYGTIGT DESIGN UDDANNELSEN?

Bæredygtigt Design består af en masse kreative sjæle, med alle mulige forskellige visioner for deres fremtid, dog har vi mange fælles interesser, der skaber et stærkt bånd på tværs af studiet og årgange. Ud over at vi på hvert semester er i projektgrupper, der binder os tættere sammen, er vi gode til at holde forskellige arrangementer og vi er aldrig blege for at stille op i diverse konkurrencer sammen.

HVAD HAR OVERRASKET DIG POSITIVT ved uddannelsen?

Menneskene, sammenholdet og muligheden for at gøre en forskel for mennesker, der har brug for det.

HVAD HAR VÆRET SVÆRT?

Noget af det teoretiske stof man bliver præsentere for, kan være svært at forstå med det samme, men det er også en realitet, jeg bliver nødt til at acceptere, ‘man forstår det bare ikke ved første øjekast’, hvilket kan være svært for en, der gerne vil lære og forstå. Ud over det, skal man huske på, at Bæredygtigt Design er en ingeniøruddannelse, hvilket også indebære nogle tekniske fag, der kan være udfordrende, hvor man skal holde tungen lige i munden, for at kunne følge med.

HVORDAN HAR DIN STUDIETID VÆRET INDTIL VIDERE?

Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg har valgt den uddannelse jeg har, jeg kan kun se mening i, at flere af ‘vores slags’ bliver uddannet og kommer ud i verden, hvor vi kan gøre en reel forskel, med de redskaber vi for med i rygsækken fra Bæredygtigt Design, om det enten er den sociale, økonomiske eller miljømæssige bæredgytigthed, man brænder for. Ud over lidt tårer og sved af frustration, har der mest været smil, gode faciliteter og dejlige mennesker.

HVORDAN SER DU DIN FREMTID UD, og hvad er dit drømmejob?

 Mit drømmejob er helt sikkert, at starte min egen virksomhed, der på tværs af forskellige fagligheder, udvikler legetøj  til børn og unge, der ikke har de samme vilkår, som alle andre og derved skabe en lettere og sjovere hverdag for både dem og deres familier.