AAU logo
Uddannelse
Forskning
Samarbejde

Arkitektur og Design

Processen er altid sjov - også selv om produktet ikke altid er så sexet

Processen er altid sjov - også selv om produktet ikke altid er så sexet

Aske Korsgaard Hejlesen er idag Industriel designer ved Velux, en international virksomhed, der producerer og sælger blandt andet ovenlysvinduer. Han var dog i en lang årrække selvstændig, hvor han designede alt fra toiletsæder til smykkeskrin. Aske valgte at blive ingeniør fra Arkitektur og Design, da det tiltalte ham at få en uddannelse, der kombinerede det kreative og mere ingeniørtekniske - et valg han ikke har fortrudt.

Hvorfor valgte du uddannelsen?

"Jeg gik på HTX på min ungdomsuddannelse, hvor jeg havde et designfag, som var rigtig spændende, og det tændte min lyst til design og formgivning, men jeg var i tvivl omkring, om det var for ”blødt” og kunstnerisk. I min uddannelsessøgen faldt jeg dog så over Arkitektur og Design på Aalborg Universitet - i en brochure som beskrev, at man blev bindeleddet mellem ingeniøren og designeren, og det tiltalte mig utrolig meget. Det var netop denne tværfaglighed, jeg valgte uddannelsen ud fra, og jeg har ikke fortrudt det. Det har været det helt rigtige for mig."

Aske Korsgaard Hejlesen
Design Researcher/Industrial Designer - Velux
Ejer og Industriel designer – design this way
Uddannet bachelor i Arkitektur og Design – kandidat i Industrielt Design
Bor i Aarhus. 

Hvordan oplevede du din studietid?

"Industrial Design er et studie med mange muligheder for at forme studiet selv, og det synes jeg har været rigtig spændende. Der har været plads til, at komme i dybden med noget, forme det og undersøge forskellige veje, og det fungerede rigtig godt for mig."

Brændeovn designet af Aske Korsgaard Hejlesen

smykkeskrin designet af Aske
Aske har været ekstern designer for en række virksomheder i sin egen virksomhed "Design this way". Han har designet alt fra brændeovne til smykkskrin. 

Hvis du skal fremhæve et projekt, du har arbejdet med på studiet, hvilket skal det så være?

"Vi lavede en blodtryksmåler og vandt faktisk en konkurrence på 15.000 kr. Derudover lavede jeg en støvsuger for Nilfisk som afgangsprojekt. På studiet laver man noget, som er realiserbar, og man kan få lov til at samarbejde med virksomheder, hvilket er en fed mulighed og oplevelse."

Hvordan adskiller Integreret Design sig fra andre designuddannelser?

"Den er blevet mere teknisk, da man kombinerer det ingeniørfaglige med det designmæssige, og man opnår brugbare kompetencer inden for det tværfaglige gruppearbejde, hvilket er rigtig godt."

Hvordan har det sociale været for dig under studiet?

"Socialt har studietiden været rigtig god. Under studiet spiste vi mange måltider sammen, og jeg fandt endda min kone på 1. semester. I dag er vi 16 drenge, der stadig holder sammen og mødes efter 17 år."

Hvorfor er Aalborg en god studieby?

"Aalborg er en fed by, fordi det hele er så tæt på. Industrial Design ligger placeret inde i byen, hvilket er en klar fordel i forhold til campus, som ligger uden for byen. Det er blandt andet også det, der har været med til at bære mig igennem og bidraget til at gøre min studietid god."

Har du været på udveksling eller i praktik under uddannelsen?

"Nej, det har jeg desværre ikke, og det er en af de ting, jeg har fortrudt. Jeg kørte lige igennem på fem år og prøvede ikke noget andet. Når jeg står her i dag, ville jeg gerne have været af sted, fordi det giver gode oplevelser og erfaringer."

Hvad kunne du så efter 5 års uddannelse?

"Jeg var blevet rigtig kreativ og havde opbygget en masse gåpåmod inden for designområdet. Jeg var blevet god til at være vedholdende og stædig og kunne se helheden samt detaljerne samtidig. Det er især vigtige kompetencer at have, fordi det handler meget om at kunne zoome ind og samtidig kunne se det  store, hele billede i designprocesser."

Hvilke kompetencer fra din uddannelse kan du bruge i dit job i dag?

"Det er tværfagligheden og de konkrete værktøjer såsom at tegne og kommunikere, jeg har taget med mig videre fra studiet. Kommunikation og formidling er rigtig vigtigt, uanset om du er selvstændig eller arbejder i en virksomhed. Derudover er det vigtigt at være tryg i sin designproces, og kunne navigere fra A til B. Jeg er egentlig gået fra at lave produktdesign til videns design hos Velux. Jeg arbejder rigtig meget med pro-research, hvor jeg tager ud og snakker med kunderne, tager på workshops og rejser rundt i hele Europa for at indsamle viden, som så skal fortælles videre til kollegerne derhjemme, så vi kan lave nye produkter.

Jeg kan snakke med ingeniørerne om helhed og detaljer;  og jeg har en ide om, hvordan tingene bliver lavet. Når du lærer at se, hvor det går galt i processen, så opnår du samtidig viden omkring det, dine kolleger arbejder med, og det er her du lærer at danne koblinger på tværs af emner, fag og projekter."

Har du nogle produkter, som du har designet?

Jeg har designet en postkasse. Jeg var med mit firma på en messe i Köln, hvor vi stødte ind i en kineser, der lavede postkasser. Vi ville designe en postkasse for ham, og så kunne han producere den billigt, således at vi kunne sælge dem og få en del af det. Det gik vi i gang med, men vi så desværre aldrig en krone fra ham. Men det var meget lærerigt og rigtig spændende, så det er et projekt, jeg har taget med mig.

Har du ellers designet noget, som du synes var en spændende opgave?

Jeg synes ikke, at jeg har lavet noget, der ikke var spændende. Jeg har eksempelvis lavet toiletsæder. Det var jo et godt sted at sidde, men ikke særligt sexet. Processen var sjov, men produktet var forfærdeligt. Så meget du skal sidde og nørkle med rundinger og så videre med et toiletbræt, er ikke lige mig. 

Find Aske på LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/askekorsgaardhejlesen

Job- og karrieremuligheder